To episoder på ni dage. Lars Elstrup blev i går idømt 60 dages betinget fængsel for to forskellige forhold, der blev begået med ni dages mellemrum.

Den første episode fandt sted om morgenen 14. april i år, hvor Lars Elstrup kom i håndgemæng med en buschauffør i Odense. Den tidligere landsholdsspiller kørte i sin bil ud foran en bybus, hvorefter chaufføren dyttede ad ham. Det fik Lars Elstrup til at stige ud af bilen og konfrontere buschaufføren. I konfrontationen slog han også til buschaufførens arm og truede ham med ordene: »Så stikker jeg øjnene ud på dig«.

Ifølge Lars Elstrup selv er sagen en storm i et glas vand:

»Jeg er uskyldig. Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal bøde for, at buschaufføren er truende og dytter ad mig.«

Den anden episode havde sit udspring på en parkeringsplads tæt på Randers Stadion. Her havde Lars Elstrup to uger forinden fået en parkeringsbøde, og da han fik øje på den parkeringsvagt, som havde udskrevet bøden, søgte han en forklaring. Det resulterede i et håndgemæng, hvor Lars Elstrup tog fat i parkeringsvagtens jakke og ruskede i den.

Lars Elstrup var en af de helt store stjerner, da Danmark vandt europamesterskabet i fodbold i 1992. Her var han blandt andet manden bag det mål mod Frankrig i sidste gruppekamp, der sendte EM-heltene videre til semifinalen. Året efter stoppede Lars Elstrup pludseligt sin karriere, da han led af angst. Samme år meldte han sig ind i det såkaldte ’spirituelle fællesskab’ Wild Goose. Kort tid efter dannede Lars Elstrup og flere fra fællesskabet ’Solens Hjerte’, som han først forlod i 2000. I den tid gik der rygter om stoffer og gruppesex i Solens Hjerte, men det har Lars Elstrup senere afvist.

Dømt for dødstrusler

I 2000 blev Lars Elstrup dømt for dødstrusler, og i dag blev det næste kapitel i hans liv efter fodbold altså skrevet. Hovedpersonen selv indrømmer, at han måske har overreageret en smule i situationerne, men at han ikke har opført sig på en måde, som har forhindret hverken buschaufføren eller parkeringsvagten i at kunne fortsætte deres arbejde. Derfor er han også i gang med at overveje sit næste træk.

»Jeg har 14 dage til at anke, så jeg sover på det og ser, hvad morgendagen bringer, før jeg beslutter mig.«