Elbæk brugte 735 kroner i minuttet på underholdning

Kulturminister Uffe Elbæk brugte 735 kroner i minuttet på »poetisk dobbeltnummer i pæl«.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har brugt 12.500 kroner på 17 minutters underholdning i form af blandt andet »poetisk dobbeltnummer i pæl« udført af gøgler-elever på Akademiet For Utæmmet Kreativitet i København (AFUK), hvor Elbæks ægtefælle, Jens Pedersen, er ansat. Det svarer til 735 kroner i minuttet. Det viser dokumenter fra Kulturministeriet, som BT har fået udleveret.

Under en middag for EU-embedsmænd 31. maj 2012, der blev betalt af Kulturministeriet og holdt på cirkusskolen, var der underholdning i form af tre minutters »sekvens med slap line, smidighed og greb«, fire minutters »energifyldt dobbelt trapeznummer«, fem minutters »poetisk dobbeltnummer i pæl« og fem minutters »styrkenummer i stropper« - i alt 17 minutter til en pris af 12.500 kroner.

BT beskriver lørdag, hvordan kulturminister Uffe Elbæk har ladet Kulturministeriet betale over 180.000 kroner for fem arrangementer holdt på den københavnske cirkusskole, som Uffe Elbæk i fire år sad i bestyrelsen for - og hvor Elbæks ægtefælle nu er ansat som sekretær.

Ved flere lejligheder er der - udover udgifter til lokaleleje, vin og mad - brugt tusindvis af kroner på underholdning i form af få minutters gøgler-optræden. Ved et andet møde er der betalt 7.500 kroner for »to sekvenser af fem minutters varighed«, mens der ved endnu et møde beregnes yderligere 7.500 kroner for »artisteri & musiker«.

Ved to lejligheder er der desuden betalt 6.250 kroner, og i tre tilfælde har det kostet 12.500 kroner overhovedet at benytte cirkusskolens lokaler i en gammel sporvognsremiser i Københavns sydvestkvarter - dertil kommer så udgifter til vin og mad på op til 750 kroner per kuvert. I alt har det kostet 181.625 kroner at holde tre middage og to debatarrangementer på cirkusskolen.

Kulturminister Uffe Elbæk beklager selv, at han ved at anvende den skole, han er så nært knyttet til, »sender et forkert signal«, men han fastholder i et interview med BT, at han har handlet rigtigt, og at alle arrangementer havde faglig relevans.

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, siger, at Uffe Elbæk - ved at tillade en kuvertpris i nogle tilfælde på over 1.800 kroner - er i »en gråzone«, idet Østre Landsret efter afdækningen af Farum-skandalen fastslog, at en kuvertpris på omkring 1.000 kroner er rimeligt i forbindelse med repræsentation betalt af det offentlige.

I forvejen er Uffe Elbæk under kritik, fordi cirkusskolen - som det eneste nye kulturtilbud - har udsigt til at få seks millioner kroner til etablering af en ny cirkus-uddannelse.

Fra begge sider af Folketinget mødes Uffe Elbæk med skarp kritik. Både Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer Uffe Elbæk, og formanden for statsrevisorerne, SFs Peder Larsen, siger, at han vil overveje at bede Rigsrevisionen om at se på sagen.