150 huse fik for mange volt. Nu skal beboerne selv betale skaderne.

En fejl hos det lokale el-selskab betyder, at flere end 100 familier i en forstad til Horsens er brændt inde med bunker af ødelagt eludstyr og regninger for millioner af kroner.

Lørdag morgen sendte selskabet EnergiMidts teknikere ved et uheld alt for mange volt - hele 380 - ud til 150 kunder i landsbyen Lund, og få øjeblikke senere var alt kaos. Tv-apparater brød i brand, computere smeltede og installationer for millioner bukkede under på et øjeblik.

- Det var meget kaotisk. Det gav et ordentligt smæld fra sikringsskabet, og kort tid efter begyndte alle vores halogenspots at lyse lige så kraftigt som solen. Så kom vores datter løbende og sagde, at hendes værelse var fyldt med røg. Det væltede op af hendes tv. Vores ældste barn løb over til naboen for at få hjælp, men der var hele huset røget til. Folk i hele kvarteret løb rundt, og det stank af brændt elektronik, fortæller Pernille Østergaard, der bor midt i det ramte område i Lund.

Erkender skyld

Inden el-selskabet kort efter opdagede fejlen og afbrød den alt for stærke strøm, havde den alene i Pernille Østergaards hjem blandt andet ødelagt vaskemaskine, dvd-afspiller, elevationssenge, emhætte, lysinstallationer, løse lamper, kaffemaskine, radioer, computer, internetrouter, elkedel og tv’et på børneværelset.

Den lokale el-installatør har siden lørdag været kaldt ud til cirka 100 ramte adresser, og han anslår, at der er sket skader for sammenlagt to til tre millioner kroner.

- Vi er tre svende og en lærling, og vi har rygende travlt. Det er alt fra hvidevarer til tyverialarmer, der er gået i stykker. Alt kører jo på el i dag. Den mest udbredte skade er ødelagte gasfyr. Dem har vi 41 af i et byggeri alene. Der går nok 14 dage, før det hele er på plads igen, siger indehaver Orla Svendsen.

Hos EnergiMidt erkender pressetalsmand Jacob Aksglæde Hokland, at selskabet er skyld i ødelæggelserne i Lund. De skyldes en teknisk fejl i en nødstrømsgenerator, som blev stillet op for at sikre strømforsyningen til den lille by, mens skader fra et lynnedslag blev udbedret, forklarer han.

’Ikke fair, at vi skal straffes’

Selvom selskabet således indrømmer at være ansvarlig for de omfattende ødelæggelser i flere end 100 hjem, kan beboerne ikke umiddelbart regne med at få skaderne erstattet her.

I et brev, der netop er udsendt, bliver de i stedet henvist til deres egne forsikringsselskaber, og her er mange blevet mødt med en forfærdende melding: El-udstyr, der er mere end et par år gammelt, erstattes kun med en brøkdel af den pris, nye tilsvarende apparater koster. Det er et standardvilkår, som gælder for alle indboforsikringer. Koster det eksempelvis 5.000 kroner at erstatte en fem år gammel bærbar computer, erstatter forsikringen kun ti procent. De resterende 4.500 kroner må ejeren selv finde.

- Det virker slet ikke fair, at vi skal straffes med kæmpe regninger for en fejl, som andre har begået. Hos os er alt billede- og lydudstyr brændt sammen med undtagelse af et enkelt tv, og lige nu ser det ud til, at vi selv skal finde 20.000 kroner for at kunne købe noget nyt, siger den lokale præst, som ikke ønsker sit navn i avisen.

Hos andre familier er ødelæggelserne og dermed de truende regninger langt mere omfattende. Blandt andet hos familien Petersen på den anden side af Silkeborgvej, der deler byen i to.

- Vi har fået ødelagt en vaskinemaskine, en ovn, en mikrobølgeovn, vores gasfyr, styringen til vores gulvvarme og cirkulationspumpen. Vi har to små børn og kan ikke undvære de ting. De skal kunne komme i bad og få rent tøj på, så vi var nødt til bare at ringe efter elektrikeren og få ham til at komme og ordne det med det samme. Det bliver dyrt, men forsikringen skal bare dække det hele. De bliver ved med at snakke om noget med afskrivninger, men det kan ikke passe. De må bare sende regningen videre til EnergiMidt. Det her er jo selskabets skyld, siger Peter Dybdal.

Læser ikke betingelserne

Er udstyret mere end et par år gammelt, kommer det dog højst sandsynligt ikke til at ske, advarer Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent ved Forsikringsoplysningen. Alle indboforsikringer har således en betingelse, der betyder, at brugt eludstyr kun erstattes med en brøkdel af den pris, det koster at købe nyt.

- Man har nogle tabeller, som man slår op i. Når man ved, hvor gammelt et produkt er, og hvad et tilsvarende koster som nyt, kan man se, hvor mange procent af den pris man skal udbetale. De tabeller er ens i alle selskaber, og de er også beskrevet i de betingelser, man får udleveret, når man tegner en forsikring. Men de fleste kigger jo aldrig i de betingelser, og så bliver de chokerede, når de får at vide, hvor lidt de kan få i erstatning. Det overrasker især rigtig mange, når vi taler om el-apparater og computere, fordi deres erstatningsværdi bliver reduceret meget hurtigt, siger han.