Anerkendende pædagogik kan skade dit barn, fordi de vrede følelser bliver undertrykt og efterlader børn med en følelse af skyld. Sådan siger professor i pædagogik, Jan Kampmann fra RUC.
'Jeg kan godt forstå, at du er vred, men prøv at trække vejret og gå en tur'. Sådan mødes børn af pædagoger på mange af landets børnehaver, når der er konflikter på legepladsen.
Anerkendende pædagogik er ekstremt udbredt i de danske børnehaver, og handler i korte træk om, at man skal se børnene, møde dem hvor de er, og undgå at vise vrede.
Men den anerkendende pædagogik, har ifølge Jan Kampman en bagside:
»Man gør de vrede følelser illegitime ved at aflede børnene, når de er vrede. Man går ikke ind i børnenes følelser og prøver at forstå, hvorfor de har det som de har det.«
Han uddyber, at når børnene kun bliver mødt med forståelse og neutrale vendinger, kan det skade dem, fordi de ikke kan genkende og acceptere de vrede følelser hos dem selv:
»Det bliver underkendt og tabuiseret, at man føler vrede eller alt det som bryder med, at her er vi søde og rare, kan rumme hinanden og taler pænt.«
Han fortæller videre, at det efterlader børnene med en følelse af skyld og skam over egne følelser.
Kristine Hybel, som er leder af den private børnehave 'Eventyrlandet', udøver den anerkendende pædagogik, og mener modsat Jan Kampmann, at de vrede følelser kan være farlige for børn.
Til et opstillet eksempel med en dreng, som slår en anden, fordi vedkommende har taget hans legetøj siger hun:
»Hvis du går ind og siger, at det vil jeg ikke have, og det er ikke i orden, så kan det godt være, at den der er blevet slået, får en følelse af retfærdighed, men det barn, der har slået, får jo skyld. Og det her handler ikke om skyld, men om at vi hjælper hinanden og forstår hinanden, så det ikke sker igen.«
Men kan man ikke sige, at det netop er følelsen af skyld, som lærer børnene, at de ikke skal gøre det samme igen?
»Jeg tror måske, at det er en mere ubehagelig måde at lære på. Og jeg tror, at man vil komme til at blive et meget retfærdighedssøgende menneske, hvor noget enten er sandt eller falskt. Men der findes ikke kun én sandhed, der findes flere, og anerkendende pædagogik handler jo om at se børnene, hvor de er«.
Kristine Hybel mener ikke, at en anerkendende tilgang udelukker at være bestemt overfor børnene, men bare, at man skal være bestemt uden at bruge vendinger som 'du må ikke' eller 'det er forkert':
»Man kan godt være tydelig og sige 'jeg vil have at du stopper', men ligeså snart du siger 'jeg vil IKKE have at du slår ham', så hører barnet kun 'IKKE'.
Jan Kampmann mener, at man bør kunne sætte grænser, og fortælle barnet, hvad der er rigtigt og forkert, men, at det handler om måden, man gør det på:
»Vi har et særligt ansvar for at hjælpe børnene til en forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Vi skal tage udgangspunkt i, hvad det gør ved os, når barnet gør noget vi ikke synes er i orden og give udtryk for det, på en ordentlig måde«.
Skældud er OK
I forhold til spørgsmålet om at skælde ud, siger Jan Kampmann sådan her:
»Nogle gange må vi bare eksplodere og sige 'nu er det nok og nu skal du fandeme holde op'. Det er fint, at børn oplever det med mellemrum. Men det kan vi ikke gøre til et pædagogisk princip.«
Han tilføjer, at man ikke skal udnytte sin magtposition som voksen til at få barnet til at føle sig forkert eller underdanigt, men i stedet kun bør reagere, hvis barnet gør noget der overskrider ens egne grænser:
»Man har som voksen lov at reagere på noget barnet siger eller gør i en hård tone.«
Anerkendelse er en tom skal
Faktisk mener Jan Kampmann, at anerkendende pædagogik er et så udefineret og udflydende begreb, at det simpelthen er for nemt, at skrive det som sit pædagogiske værdigrundlag:
»Hvem går ikke ind for anerkendende pædagogik? Og hvad er det andet egentlig - underkendende pædagogik? - Det er der jo ingen der vil sige.«
Han beskriver det som en »ubrugelig, tom skal«, som man ikke helt ved, hvad indeholder.
Birgitte Olsen er pædagogisk leder på 'Børnevænget' i København, og kan også genkende begrebets udflydende karakter:
»Vi er netop i et pædagogisk brydningsfelt i forhold til, hvordan vi helt konkret bruger anerkendelse i hverdagen.«
Hun fortæller at de på institutionen ofte diskuterer den pædagogiske kvalitet og bestræber sig på at blive bedre:
»Vi ønsker ikke skældud på nogen måde, men vi er nødt til at spejle, hvad der er okay og ikke okay. Neutralitet, giver jo ikke børnene mulighed for et spejl«.
Jan Kampmann opfordrer børnehaver med anerkendelse som pædagogisk udgangspunkt, til at definere, hvad de konkret mener med anerkendelse:
»Hvis de vil bruge anerkendelse, som pædagogisk værktøj, så må de altså tage sig sammen og gøre noget ud af det. Grav et spadestik eller to dybere, og gør det mere konkret hvad de mener med det«.
