Intet tyder på, at truslen om en bøde vil få flere til at huske deres aftale med lægen. De mennesker, der bliver væk uden afbud, er svære at påvirke, forklarer en sundhedsøkonom.

Vil patienterne blive bedre til at huske deres undersøgelse hos lægen, hvis der vanker en bøde for at blive væk uden afbud?

Ja, mener Dansk Erhverv, der foreslår at indføre et gebyr på 250 kroner for udeblivelse uden grund. Men den model har sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, ikke den store fidus til.

Han samlede sidste år de få internationale studier på området i en rapport, og konklusionen er ikke specielt opløftende.

»Det er en bestemt gruppe af mennesker, der bliver væk fra deres aftale hos lægen. Der er tale om folk, der befinder sig på randen af samfundet, ofte med en psykisk diagnose. Det har ingen effekt at true dem, og de har ikke penge til at betale bøden,« siger Jakob Kjellberg.

»Nogle af studierne sammenligner effekten af gebyrer for udeblivelser med effekten af SMS-påmindelser. Konklusionen er, at der ikke er en signifikant forskel på resultatet,« forklarer han.

Trods de ringe resultater fra andre lande skal KORA næste år gennemføre et forsøg sammen med Region Midtjylland, hvor en eller flere sygehusafdelinger vil kræve et gebyr fra patienter, der lader læger og sygeplejersker i stikken, når de har en aftale.

»Vi har ikke lagt os endeligt fast på et beløb, men jeg regner med, at gebyret bliver 500 kroner. Det svarer til en parkeringsbøde, og det er vel det mindste, vi kan kræve, hvis det skal have betydning,« fortæller sundhedsøkonomen.

»Problemet er, at når man sætter det så højt, så går det endnu mere ud over dem, der i forvejen har det svært ved at indordne sig i samfundet. Og man kan jo ikke plukke håret af en skaldet,« konstaterer han.

Ifølge Dansk Erhvervs beregninger vil et gebyr på 250 kroner få antallet af udeblivelser i sundhedssystemet til at falde med 25 procent. Det er dog ikke en vurdering, Jakob Kjellberg tillægger den store værdi.

»På baggrund af litteraturen på området må jeg stille mig meget skeptisk. Jeg tror ikke, at Dansk Erhverv har mange referencer,« siger han.

En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i 2010 - hvor de nyeste tilgængelige oplysninger stammer fra - blev aflyst 7.489 planlagte operationer på grund af folk, der bare blev væk. Dansk Erhverv skønner, på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Finansministeriet, at der sidste år var 1,8 million udeblivelser hos de praktiserende læger.