Jorden oplever allerede i disse år en voldsom tørke mange steder, men tørken breder sig de kommende år. Regnskove vil uddø, og mennesker vil flygte på grund af mangel på vand, forudser eksperter.

Kloden vil de kommende årtier ændre sig voldsomt som følge af tørke, der vil overgå alt, hvad menneskeheden hidtil har oplevet.

Så alvorlig lyder advarslen fra flere eksperter i Jyllands-Posten.

Senest har flere nye forskningsprojekter fra USA og Europa kortlagt, hvor og hvor ofte tørken vil ramme og konklusionerne bekræftes af førende eksperter, der forudser, at tørken vil omdanne landbrugsland til ørken, få regnskove til at dø og sende millioner af mennesker på flugt.

»Der vil være områder både nord og syd for Ækvator, der vil blive endnu mere tørre. Et af de områder er Sydeuropa, et andet er Brasilien, hvor dele af regnskoven næppe vil kunne vedligeholde sig selv. Der er også områder i det sydlige Afrika, der vil blive ramt af udbredt tørke,« siger Eigil Kaas, der er professor ved Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.

Den danske ekspert bakkes op af seniorrådgiver Gareth J. Lloyd fra UNEP-DHI, der er tilknyttet FNs miljøprogram, UNEP. Han forudser alvorlige konsekvenser for kloden på grund af en kombination af tørke og overforbrug af vand, som man blandt andet ser konsekvenserne af i Californien, Indien og Brasilien allerede nu.

Den amerikanske delstat Californien er ramt af en omfattende tørke, der har varet i fire år og er så alvorlig, at det har tømt en stor del af statens vandreservoirer og tvunget landmænd til at opgive en del af deres afgrøder. Frygten er, at grundvandet kan være brugt om to år, og beboere mange steder skal overholde strikse regler for brug af vand.

Nordkorea er ligeledes ramt af en af de værste tørker i landets historie, og der ventes en halvering af risproduktionen i år, skriver Jyllands-Posten, der samtidig citerer eksperter for at forudse længere og mere omfattende tørkeperioder i løbet af nogle årtier i områderne omkring Middelhavet. Også Mellemøsten, Australien, Sydamerika og Sydøstasien kan vente langt mere tørke.