Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Da YouSee nytårsaftensdag blev ramt af et landsdækkende nedbrud kort før Dronningens nytårstale, udløste det ramaskrig på YouSees Facebook-side og telefonlinjer.

Indtil videre har YouSee været yderst sparsomme med oplysninger om, hvad der kostede 1,2 millioner kunder signalet den 31. december, og undskyldningen lyder fortsat på et 'fysisk nedbrud'.

BT har talt med Henrik Larsen, der er chef for DKCERT, der overvåger netsikkerhed for firmaer, samt Michael Jensen, der er seniorkonsulent hos Netplan, der yder rådgivning til virksomheder inden for data, tele og it. Begge eksperter fortæller, at der er ting ved YouSee-nedbruddet, der kan pege i retning af et hackerangreb, men at der på ingen måde bruges som konklusion på nuværende tidspunkt.

»Det er konspirationsteorier, men man kan sige, at YouSee selv har været årsagen til, at disse konspirationsteorier er startet ved at mørklægge sagens årsag,« fortæller Michael Jensen, der synes, at et 'fysisk nedbrud' lyder underligt og meget problematisk.

»Så vil der i så fald være tale om 'single point of failure'. Det vil sige, at man har ét meget sårbart sted, hvor man kan lægge et helt landsdækkende tv-net ned, hvis det ene sted falder ud af funktionalitet. Normalt vil man have et redundans, hvilket betyder, at der vil være andre steder at trække på signalet fra. At tv-signalet i hele landet bliver lagt ned på grund af ét sted, der lider fysisk overlast - det er altså mystisk.«

Henrik Larsen vil ikke udtale sig konkret om, hvorvidt han tror på, at der er tale om et hackerangreb i den pågældende sag. Men han fortæller, at der er ting ved sagen, der både peger for og imod.

»Vi har set en del angreb i 2016, eksempelvis hos store virksomheder som Deutsche Telekom, HBO og Netflix, som organiserede grupper har stået bag. Timingen af nedbruddet taler også for, når man tænker på udfordringen på kabel tv-markedet med de fremadstormende streamingtjenester. Nedbruddet falder på et tidspunkt, hvor flow-tv for alvor skal præstere med mange seere. Det er et rigtigt uheldigt tidspunkt. Imod taler det, at TDC (slået sammen med YouSee, red.) egentlig er langt fremme inden for beskyttelse af sig selv og sine store kunder mod disse typer af angreb,« fortæller Henrik Larsen.

Michael Jensen mener desuden, at det er værd at bemærke, at TDC gennem det seneste år har afskediget flere ansatte.

»De har skåret meget i deres ressourcer, heriblandt kompetente ingeniører og andre medarbejdere. Så det kan også være et udtryk for mangel på kompetent mandskab til at styre deres netværk,« fortæller han.