Eksperter: 13.500 fleksjob er optimistisk

Mens Enhedslisten fremhæver de 13.500 ekstra fleksjob i finanslovsaftalen som et lyspunkt, skønner eksperter, at antallet er alt for optimistisk.

- 13.500 job lyder voldsomt - det er en væsentlig forøgelse af den gruppe, der i dag er i fleksjob.

Sådan siger Helle Holt, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), om Enhedslistens lyspunkt i finanslovsaftalen til Politiken.

Dansk Arbejdsgiverforening er endnu mere skeptisk.

- Tallet virker grebet ud af den blå luft. Det skal nok lykkes at skabe nogle fleksjob, men det er en vanskelig tid, så kan det være svært i et større omfang at ansætte fleksjobbere, siger underdirektør Erik Simonsen til avisen.

Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere er positiv over for forsøget på at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, men mener ifølge formand Hans Dankert ligeledes, at skønnet er for optimistisk, da de vilkår, reformen giver, er, at folk skal ud at konkurrere med raske på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) erkender, at man ikke kan være sikker på, at indsatsen giver det aftalte antal fleksjob.

- Det er et skøn, men den samlede satsning er stor. Det er næsten en halv milliard kroner, så der er midler til at lave forsøg og arbejde målrettet, siger ministeren til Politiken.

Der er afsat 465 millioner kroner til indsatsen, som blandt andet indfører en bonus på 25.000 kroner til virksomheder, der ansætter personer i fleksjob.