Det er formentlig blot et spørgsmål om tid, før omstrejfende ulve slår sig ned i Danmark for at stifte familie.

Det vurderer eksperterne i et nyt forskningsprojekt fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, skriver DR Syd.

Forskerne har kortlagt, at der de seneste to år har været op mod 40 ulve i Jylland. Det er hovedsageligt unge hanulve, der er kommet fra det nordøstlige Polen, og som har været på jagt efter en mage på disse breddegrader. Og de er her, hunulvene.

»Fire af de individer, der er kortlagt, er hunner. Så der er både hunner og hanner. Og med det så er der altså rigtig god chance for, at der kommer hvalpe,« siger seniorforsker Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum til DR Syd.

På nuværende tidspunkt har man ikke dokumentation for, at der allerede er hvalpe og dermed en ulvefamilie i dansk natur, men det kan ifølge Thomas Secher Jensen meget vel være tilfældet.

Der er plads til ti ulvefamilier i Jylland, har eksperterne tidligere vurderet.

Den første ulv på dansk jord i 200 år blev fundet død i Thy Nationalpark i efteråret 2012. Siden er der indsamlet DNA-spor fra ulve i det meste af Jylland.

Ulvene opholder sig især i Midt-og Vestjylland, Thy og Sydjylland.