Torsdag aften i den bedste sendetid stod 22-årige Zandra Berthelsen frem og fortalte om den grusomme barndom, hun som 'Tønderpigen' har måttet udstå med utallige overgreb fra fremmede mænd og ikke mindst hendes egen far.

Allerede fra den spæde alder af tre år måtte Zandra Berthelsen udstå de første overgreb fra sin egen far. Og helt frem til hun var 11 år, hvor politiet blev klar over sagen og greb ind, blev hun seksuelt udnyttet, voldtaget og ydmyget af sin egen far.

Fra Zandra Berthelsen var ti år blev hun gentagne gange prostitueret til fremmede mænd af faren. Det skete, efter Zandra Berthelsens mor var flygtet fra et liv i prostitution og med trusler om vold og yderligere overgreb fra faren, til et sikkert sted, mens Zandra Berthelsen og den yngre søster blev tilbage hos faren, der fortsatte overgrebene.

Faren blev idømt ti års fængsel for de mange og gentagne overgreb, mens Zandra Berthelsens mor i december 2006 blev idømt en tidsubestemt behandlingsdom på et psykiatrisk hospital i sagen, da hun blandt andet lider af skizofreni.

Ifølge Red Barnets fagekspert i vold og overgreb mod børn, Gitte Jakobsen, så kan et svigt fra en mor i den størrelsesorden, som det har været tilfældet i Tøndersagen, hvor moren i årevis ikke skred ind mod overgreb og på et tidspunkt selv flygtede fra hjemmet, mens hendes to børn blev tilbage, være svært at gøre godt igen, men der er en mulighed, hvis moren erkender sin rolle.

»Når det kommer til en forælder, der har set til, mens overgrebene fandt sted og som ikke greb ind og stoppede det, så er der en klar dobbelthed. På den ene siden en enorm stærk vrede mod den forælder, på den anden side måske et håb om at blive forsonet. Det er jo en forælder, og børn og unge har brug for deres forældre,« siger Gitte Jakobsen.

»I sådanne tilfælde kan barn og forælder mødes og blive forsonet. Det sker, selvom det er sjældent. Det forudsætter, at den voksne erkender, at have svigtet. Specielt i en sag, hvor moren eller faren er rejst fra familien og har efterladt barnet hos krænkeren. Det er et ekstremt tillidsbrud. En forælder, der er vidne til og måske selv deltager i de seksuelle overgreb, som ikke griber ind og får det stoppet – men i stedet efterlader barnet i det, det er helt ubegribeligt, « uddyber Gitte Jakobsen.