Flere forældre har i de første dage af den årlige Roskilde Festival brokket sig til både festivalen og på sociale medier over de forhold, deres børn må udholde på festivalen.

'Nu har de intet sted at være og beskeden er, at de må vente til kl 22 andre siger kl 24, til de får en plads. De er våde og frysende og det er bare ikke i orden!' skrev Jane Gissel Olsen blandt andet på Roskilde Festivals Facebook-side, som en ud af flere forældre, der har brokket sig.

Det har efterfølgende fået mange til at give Jane Olsen og de andre forældre prædikatet 'curlingforældre', der dækker over en forælder, der fjerner alle forhindringer på deres børns vegne - som man baner vejen for en sten på en curlingbane.

Men ifølge professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet Dion Sommer, så eksisterer begrebet curlingforældre reelt ikke som en tendens. Der er i stedet tale om et meget lille antal forældre, der brokker sig på deres børns vegne, som i medierne og den offentlige debat bliver blæst op til at være en stor tendens.

»Der er ingen empirisk belæg for det. Jeg har undersøgt 4.500 danske forældre med børn og spurgt til deres opdragelsespraksis og omsorg, og andelen af overbeskyttende curlingforældre var nede i promiller. Så det er et fantom, som gør det nemmere for folk at blive forargede og tænke: "Det er fandeme for galt osv." Men det er en konstruktion, og bare man har én eller to, så er man allerede ude i en generalisering af, at sådan er forældre i dag,« siger Dion Sommer til Jyllands-Posten.

Ifølge Roskilde Festivalen selv har man dog de seneste år oplevet flere af disse såkaldte curlingforældre, eller i hvert fald bekymrede forældre, der ringer ind og spørger til deres børn.

»Vi ser det mere, end vi gjorde det for fem-ti år siden, at man som forælder forsøger at gå ind og afhjælpe, hvad ens barn eller unge oplever. Vi ser også, at de unge hos os beder om hjælp til ting, som de før i tiden klarede selv,« siger Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde til DR.

Dion Sommer medgiver også, at der selvfølgelig findes forældre, som ringer til Roskilde Festival og beder om at snakke med deres søn, tager kontakt til universiteterne eller søger job på vegne af deres børn, men antallet af disse forældre er mikroskopisk, at de bare bliver mere markante i den offentlige debat, fordi ingen forventer den form for forældreadfærd.

Jane Gissel Olsen, der selv på sociale medier er blevet udråbt som værende curlingmor, mener også, at debatten om begrebet 'curlingforældre' har taget overhånd.

»Curlingforældre er åbenbart er mantraet denne sommer. Gode debatter bliver kvalt i 'lort', af folk som hader børn og forældre, og som kun vil forarges af overskrifter. Der var, så vidt jeg husker, kun fire forældre, som kommenterede forholdende på Roskilde Festival, og som festivalen efterfølgende har undskyldt for. Roskilde Festival er en fantastisk oplevelse, og jeg er helt tryg ved, at min datter befinder sig dernede,« siger hun til BT.