Hvis en kvinde ikke er i stand til at signalere, hvor hendes grænser går, må hun lade være med at gå i byen.

Sådan lyder den markante udmelding fra speciallæge Karin Helweg-Larsen, der forsker i vold som samfundsproblem.

Hendes udtalelsen er en kommentar til et opslag på Facebook torsdag, hvor en ung kvinde luftede sin harme over, at to mænd havde rørt hende under en bytur.

Her fortalte den 25-årige studerende Renna Rose Agger, hvordan en fremmed mand tog hende på numsen under et besøg på en bar på Nørrebro i København. Episoden udviklede sig, at Renna Rose Agger højlydt sagde fra, og hun gik til dørmaden for at få hjælp. Dørmanden grinede af hende, men forsøgte til sidst at lægge en dæmper på gemytterne.

Men den slags tilnærmelser - også kaldes hverdags-sexisme - tager hverken kvinder eller mænd skade af, mener Karin Helweg-Larsen.

»Der har altid været mænd og altid været kvinder, og begge køn er sexobjekter. Man viser hinanden, at man er tiltrukket, og det kan måske udtrykkes på en klumpet måde ved for eksempel at nive i numsen,« siger hun til tv2.dk.

Forskeren mener, at det er op til den enkelte at vurdere, hvornår noget er krænkende.

»Det kommer an på, hvor nærtagende man er. Jeg ville aldrig synes, at det var et overgreb, hvis nogen kneb mig i numsen på en bar. Hvis jeg var alene på en mørk skovsti, så ville jeg nok opleve, at det var skræmmende og krænkende,« siger Karin Helweg-Larsen.