De somaliske pirater, der har taget en dansk børnefamilie som gidsler, har kastet anker ud for Somalias kyst. Danskerne er nu kommet på land, og det er ifølge dansk ekspert en positiv nyhed.

Den kaprede familie fra Kalundborg er ført i land af de pirater, der den 24. februar tog dem som gidsler. Båden skal være ankeret op nær Hafun i den nordlige del af Somalia, ifølge oplysningerne fra AP.



Det er en positiv nyhed ifølge Lars Bangert Struwe, forsker på Københavns Universitet.

- Det er positiv, fordi det betyder, at piraterne følger de normale procedurer. Vi har før set, at små kaprede lystbåde bliver sejlet ind til kysten, og at de kaprede bliver ført på land af piraterne, siger Lars Bangert Struwe til bt.dk.



Han forklarer, at det vil blive en fuldstændig uholdbar situation, hvis både piraterne og deres kidnappede skulle opholde sig på en lille lystbåd ude på havet i op til et halvt år. Derfor overrasker det ham ikke, at de somaliske pirater har valgt at sejle den danske familie ind og bringe dem på land.

- Nu går forhandlingerne højest sandsynligt i gang, hvis de ikke allerede er i gang, siger Lars Bangert Struwe, der dog ikke tror, at den nye drejning i kaprings-sagen har gjort situationen mere farlig for den danske familie.



- Men det er klart, at det kan være farligt lige i det øjeblik, de når land. For eksempel hvis de ser en mulighed for at flygte. Det skal de for alt i verden ikke. De har alligevel ikke mulighed for at skjule sig i et land som Somalia, når de er hvide og vesterlændinge.

Familien, der består af Jan og Birgit Marie Quist samt deres tre teenagebørn Rune, Maria og Hjalte, havde sejlet i godt halvandet år af deres to års lange jordomrejse, da de blev kapret af pirater den 24. februar.