Ekspert efter Mokai-baby vrede: Pas på hvad du deler på Facebook!

- Hun skal bare brandes!!!!!!, Hun er da syg I roen, og - Hun er meldt til politiet.

Sådan lyder få af de tusindvis vrede kommentarer, som en 18-årig kvinde fra Nordjylland torsdag aften og fredag har fået efter en statusopdatering, som hun skrev på Facebook.

- Fik lokket en halv mokai ned i lille Sander! Han tumler rundt og ser lidt små forvirret ud, gad vide hvorfor?

Statusopdateringen om at en 18-årig søster skulle have givet sin kun 1-årige lillebror alkohol, satte på kort tid sindene i kog hos tusindvis af brugere på Facebook og Instagram.

Den 18-åriges opdatering med billede af hende og lillebroren blev på få timer delt flere tusinde gange og skabte voldsom vrede.

- Hun er da skudt i roen. . Skriv gerne til hende fra mig at hvis Det der er hende og hendes mors generelle holdning til alkohol og børn. Så håber jeg ved gud knægten bliver fjernet.. psykotiske kælling, men undskyldninger er der vist nok af! skrev en bruger.

Debatten rasede i kommentarfelterne på Facebook, og flere skrev, at de ville anmelde den unge kvinde til politiet. Det hed sig også, at den 1-årige dreng var blevet indlagt med alkoholforgiftning og fjernet fra familien. Men det afviser Nordjyllands Politi. Politiet bekræfter, at de torsdag aften modtog én anmeldelse.

- Vi har haft ringet til familien, og moderen siger, at det er vildt overdrevet. Hun siger, at drengen kun har suttet på flasken, og at han ikke har drukket en halv flaske som oplyst, siger Jan Stagsted, vagtchef ved Nordjyllands Politi til bt.dk.

Den 1-årige dreng har ifølge politiets oplysninger ikke været til undersøgelse på hospitalet, og han er ikke blevet fjernet fra familien.

Når tusindvis af danskere begynder at svine eller en hænge en person ud på de sociale medier, som de ikke kender, er der ikke noget nyt i det. Vi behøver blot at spole tiden tilbage til provinssamfund som Korsbæk for at finde de samme dynamikker, forklarer Thomas Bigum, som er ekspert i sociale medier.

- Vores moderne samfund er blot begyndt at opføre sig som en provinsby med sladderklubber. Mennesket har alle tider ville sladre og hænge dem ud, de mener, gør noget forkert. Med de sociale medier er hele kloden blevet meget lille i tid og afstand, hvilket betyder, at sladder eller oplysninger nu kan sprede sig i løbet af ganske kort tid til rigtig mange mennesker, siger han.

Thomas Bigum mener, at samme historie om Mokai-babyen også ville have spredt sig, selv om de sociale medier, nettet og mobilerne ikke havde eksisteret.

- Havde hun fortalt samme historie som statusopdateringen nede i badmintonklubben, så ville den samme furore opstå dernede, men måske kun blandt 12 mennesker og måske 17 efter et par dage. I dag kan sådan en sag lande på ministerens skrivebord efter en dag, fordi ministeren bor i samme lille landsby; kaldet jordkloden.

Thomas Bigum mener ikke, at udviklingen er bekymrende. Han ser det som en skyggeside af den store fælles værdi, vi får, hvor bl.a. viden udveksles, nye samarbejder opstår, og nye kærester mødes.

Thomas Bigum slår dog fast, at man skal være varsom med, hvad man deler på de sociale medier.

- Du skal ikke skrive noget på de sociale medier, som du ikke kan stå inden for, når al projektørlys er rettet mod dig. Du skal kunne tåle at høre det i retten og se det på billboardet inde på Rådhuspladsen. Verden er blevet en anden, og vi skal vænne os til, at tingene kommer frem.

Læs også: