Dronningen er ikke nødvendigvis alvorligt syg, fordi hun aflyser besøg i Chile på grund af slidgigt. Det kan være en forbigående forværring, vurderer en professor med speciale i gigtsygdomme.

Det kan være en midlertidig forværring af dronning Margrethes gigtsygdom, der har fået de royale læger til at foreslå, at regenten aflyser en planlagt rejse til Sydamerika.

Det vurderer Bente Danneskiold-Samsøe, der er forskningschef og professor med speciale i gigt ved Parker Instituttet, Reumatologisk Klinik, Frederiksberg Hospital.

»Det er ikke nødvendigvis alvorligt, og det kan gå over igen, men der kan være perioder, hvor gigten er mere plagsom end andre. Derfor kan en lang flyvetur godt være meget anstrengende, og det kan være længe at skulle sidde i samme stilling, hvis man har smerter«, forklarer hun og understreger, at hun udtaler sig generelt, da hun ikke har nærmere kendskab til majestætens helbred.

Lørdag oplyste hoffet, at regentparret har aflyst et officielt statsbesøg i Chile, som skulle have fundet fra den 10.-15. marts. Men det har dronningens slidgigt i ryggen sat en stopper for.

» Det er lægernes vurdering, at den lange flyvetur kombineret med de krav og forventninger, der er til at gennemføre et statsbesøg, i den aktuelle behandlingssituation vil være for belastende for Dronningen at gennemføre,« står der i pressemeddelelsen fra Hoffet.

Slidgigt er en sygdom, som rammer mange mennesker med alderen. Ifølge netdoktor.dk har otte ud af 10 danskere slidgigt, når de har rundet de 50 år. Sygdommen opstår, fordi brusken i leddet bliver tynd og ujævn, og det føles smertefuldt, når man bevæger sig.

Men det er forskelligt, hvor mange smerter, den enkelte gigtramte har, understreger Bente Danneskiold-Samsøe.

»Det er utroligt vigtigt at få rørt sig, når man har gigt. Man skal holde sig i form, hvis man vil undgå, at sygdommen forværres, og det er vigtigt at holde vægten. Man skal selvfølgelig bevæge sig på en fornuftig måde, hvor man ikke overbelaster sine led, og det ser dronningen ud til at gøre. Hun virker generelt til at være i god form, og hun er bestemt ikke overvægtig«, siger Bente Danneskiold-Samsøe og tilføjer:

»Det er vigtigt, at man ikke får stive led som gigtpatient. Derfor kan det være fornuftigt, at holde sig fra en lang flyvetur.«

Det officielle statsbesøg i Chile er ikke aflyst, idet kronprins Frederik og kronprinsesse Mary rejser til Chile, og dermed vil størstedelen af det planlagte program blive gennemført. Under rejsen skal kronprinsparret blandt andet besøge Santiago, Valparaiso og det nordlige Chile.Cirka 50 virksomheder deltager også i besøget, som blandt andet har til formål at styrke handlen mellem Chile og Danmark.