Den voldsomme ebola-epidemi der i øjeblikket hærger i Vestafrika, har ført til over 600 dødsfald og mere end 1200 smittede. Det er den værste ebola epidemi, der til dato har fundet sted, og senest er to amerikanske eksperter blevet smittet med den frygtede virus. Tirsdag omkom den anerkendte ebola-læge, 39-årige Sheik Umar Khan, der har behandlet over 100 smittede personer.

Men nervøse danskere kan ånde lettet op, for ifølge den danske Ebola-ekspert Kåre Mølbak, der er overlæge ved Staten Serum Institut, er der ingen chance for, at den berygtede Ebola-virus vil sprede sig til Danmark.

- Jeg vil gerne udelukke, at ebola-epidemien kommer til at ramme Danmark. Chancerne for at virussen vil sprede sig og nå ud over det afrikanske kontinent er stort set ikke eksisterende. Man kan ikke udelukke, at der sker en yderligere spredning i Afrika, og man kan heller ikke udelukke, at der kan komme enkelte personer med sygdommen til Europa. Men man kan slet ikke forestille sig, at der sker en spredning af sygdommen inden for Europa, fortæller Kåre Mølbak til bt.dk.

Årsagen til, at ebola-epidemien ikke vil sprede sig til Danmark og resten af Europa skyldes ifølge Kåre Mølbak, at det afrikanske sundhedssystem befinder sig flere niveauer under de europæiske.

- Virussen er i virkeligheden ikke særlig smitsom. Sundhedsvæsenet fungerer bare ikke i de lande, hvor sygdommen er udbredt, så der er ikke de hygiejniske barrierer, som der skal til, for at stoppe spredningen. Folk kommer ikke på enestuer og meget af den smitte, der sker i Afrika, sker eksempelvis igennem begravelsesceremonier, hvor folk kommer i nærkontakt med ligene, siger han til bt.dk.

Kåre Mølbak fortæller desuden, at de læger og nødhjælpsarbejdere, der tager til de udsatte lande for at hjælpe, møder stor mistillid fra befolkningen. Derfor er arbejdet med behandlingen meget svær.

- Der er rigtig mange kulturelle, politiske og sociale ting, som de eksperter og læger, der rejser til de Ebola-hærgede lande, er oppe imod. Der er tale om nogle lande, der er ekstremt fattige, og der er heller ikke nogen forståelse i store dele af befolkningen for, hvad det er for en sygdom. Så nogle gange opfatter de ligefrem nødhjælpsarbejderne som årsag til, at sygdommen kommer, for før de var der, så var der jo ikke det her problem.

Han tør dog ikke spå om, hvornår der kommer styr på den hidtil største ebola-epidemi.

- Det er meget svært at sige. Jeg er sikker på, at man nok skal få bugt med den. Men det vil tage et stykke tid. Jeg kan dog ikke forestille mig, at der sker en omfattende spredning udover de lande, der er ramt i forvejen, slutter Kåre Mølbak.