I februar hævede Nykredit bidragssatserne og tirsdag fulgte Realkredit Danmark trop, og de bliver formentlig ikke de sidste, vurderer realkredit-ekspert.

Tirsdag kom det frem, Realkredit Danmark går i Nykredits fodspor og hæver bidragssatserne for 160.000 af deres kunder med rentetilpasningslån fra den 1. oktober 2016.

Det betyder at, at bidragssatserne vil stige med  29 procent for kunder med de såkaldte F1- og F2-lån, mens kunder med F3- og F4-lån vil rammes af stigning på 23 procent.

Og det kan sætte en lavine med stigningerne i gang hos de andre kreditforeningerne, mener Martin Riedel, der er privatøkonomisk rådgiver hos Realkreditkonsulenten.dk.

»Man skal passe på med at lægge ord i munden på kreditforeningerne, men det ville ikke undre mig, hvis Nordea også hæver priserne ganske snart,« siger han.

Og det vil de gøre klogt i, mener Martin Riedel.

For med Nykredits prisstigninger i februar og Realkredit Danmarks prisstigninger tirsdag, så er det værste af stormen redet af, hvis Nordea inden for den nærmeste fremtid vælger at gøre det samme.

»Da Nykredit meldte det ud i februar, var det en kæmpe nyhed og en skandale. Den her gang vil det nok bare være en historie i tre dage, mens det næste gang vil blive endnu mindre. Nordea må dog ikke vente for lang tid, for så vil det igen blive en stor historie og have en større nyhedsværdi,« vurderer han.

Derfor kan Nordea ifølge Martin Riedel have interesse i at følge trop allerede inden for de kommende uger.

Hos Nordea vil man dog ikke kommentere på, hvorvidt deres kunder kan se frem til prisstigninger, men understreger, at man følger markedet nøje, og at man forholder sig til blandt andet tilsynsdiamanten, der er indført af Finanstilsynet for at sikre, at kreditforeningerne ikke tager for store risici.

»Det er ikke en diskussion, vi ønsker at føre via landets medier, men det er klart, at vi løbende og grundigt analyserer, hvordan vi skal forholde os til de stigende kapitalkrav, tilsynsdiamanten og den aktuelle markedssituation. Vi følger situationen nøje, og vi har selvfølgelig også noteret os, at Realkredit Danmark har sat deres bidragssatser op,« skriver Torben Lausten, bankdirektør for privatkunder i Nordea, til BT.

Det sidste af de fire kreditforeninger, BRF Kredit, har meldt ud, at de ikke har i sinde at hæve priserne i 2016. Derfor forventer Martin Riedel heller ikke nogen prisstigninger fra dem trods stigninger hos konkurrenterne.