Byrådspolitiker i Hillerød og tidligere borgmester i Skævinge, Finn Hansen (K), er sigtet for spritkørsel, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Finn Hansen blev onsdag morgen klokken 07.10 standset på Strøvej i Skævinge, efter at han efter eget udsagn var nede at få benzin på ved Skævinge Brugs og desuden skulle købe tre dåser kattemad.

Han har over for Frederiksborg Amts Avis oplyst, at han ikke havde drukket alkohol og ikke blev sigtet af betjenten. Imidlertid oplyser Nordsjællands Politi torsdag morgen, at personen, der blev standset på Strøvej på tidspunktet, blev sigtet på stedet for spritkørsel, idet alkometret viste over det tilladte.

Alkometre er dog kun vejledende, og derfor blev han kørt til hospitalet, hvor han fik udtaget blodprøve. Det er derfor blodprøven, der vil afgøre, hvorvidt Finn Hansen rent faktisk kørte spritkørsel.

Nordsjællands Politi ønskede onsdag ikke at udtale sig om, hvorvidt der var tale om en sigtelse.

Trods oplysningerne fra politiet fastholder Finn Hansen sin forklaring.

- Jeg må stadigvæk sige, at det jeg fik at vide, da jeg blæste to gange var, at det ikke var godt nok. Derfor skulle jeg til sygehuset og have taget blodprøve, siger Finn Hansen.

Du havde ikke den opfattelse at du var sigtet?

- Nej, og heller ikke at jeg var beruset.

Politiet oplyser, at alkometret viste over det tilladte?

- Alkometret virkede ikke. Men jeg vil ikke gå ind i diskussion om det, det har jeg ikke forstand på, han sagde, det ikke duede. Så skulle jeg blæse om en gang til. Min opfattelse var, at man kunne ikke aflæse noget på alkometret. Derfor skulle man tage blodprøve.

BNB