Et forhenværende medlem af rockerklubben Hells Angels hænger i sin nye bog flere navngivne personer ud for at have givet drabsordre

- Han (Michael Green, red.) fortalte, at han i november 2012 var blevet kontaktet af et prøvemedlem fra Hells Angels i Esbjerg. Han fortalte Michael Green, at ’Jønke’ havde beordret ham til at slå mig ihjel. Ordren var kommet fra allerøverste sted efter et stormøde mellem HA og Bandidos. Bedemanden skulle nakkes en gang for alle.

Sådan skriver den tidligere Hells Angels-rocker, 42-årige Lars Jensen, i sin selvbiografi ‘En forfærdelig mand’, der udkommer på tirsdag.

Det var altså, hvis man skal tro bogens forfatter, Hells Angels’ måske mest kendte medlem og dømte drabsmand, Jørn ’Jønke’ Nielsen, der tilbage i november 2012 beordrede et daværende 22-årigt prøvemedlem af HA til koldblodigt at likvidere Lars Jensen, der selv tidligere har været medlem af rockerklubben.

Læs også: Jønke: Ingen kommentarer

Årsagen til de påståede drabsplaner var, at Lars Jensen gennem længere tid havde været til stor irritation for Hells Angels.

Kritiske ytringer til bl.a. pressen om HA var angiveligt blevet for meget for mange i rockerklubben, der ønskede at lukke munden på Lars Jensen, der forlod Hells Angels i 2003.

Ville ikke udføre drabet

Ifølge Lars Jensen skulle Michael Green, talsmand for Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer, TBM, altså have fortalt ham, at det var ’Jønke’, der gav ordren til at dræbe den tidligere bedemand. Michael Green skulle, ifølge bogen, have sine oplysninger fra netop den 22-årige, der var sat til at dræbe Lars Jensen. Den 22-årige rockeraspirant havde angiveligt henvendt sig til Michael Green, fordi han ikke ønskede at udføre drabet og ville have hjælp til at komme ud af miljøet. Rockerlærlingen havde i den forbindelse fortalt Michael Green, at han var blevet bedt af ’Jønke’ om at likvidere Lars Jensen.

BT har tidligere beskrevet, hvordan det 22-årige prøvemedlem af Hells Angels skulle have likvideret Lars Jensen i dagene 20.-22. november 2012, men at han i sidste øjeblik gik under jorden, fordi han ikke ville udføre ordren fra topfigurer i rockerklubben.

Skulle dø i soveværelset

Ifølge BTs kilder med stor indsigt i sagen skulle Lars Jensen være likvideret i soveværelset, mens han og familien sov. Det var bl.a. måden, hvorpå likvideringen skulle foregå, der fik prøvemedlemmet til at få kolde fødder. Metoden med at likvidere i soveværelset skyldes, at Hells Angels ønskede at sende et signal til andre kriminelle grupperinger om, at klubben har styr på egne rækker, samt at advare andre om, at det er livsfarligt at ytre sig negativt i offentligheden om Hells Angels.

Drabet på Lars Jensen skulle være foregået, mens forhandlinger om at dele Danmark i kriminelle territorier foregik mellem Hells Angels og Bandidos tilbage i november.

Ifølge Lars Jensen viser drabsmetoden - likvidering i soveværelset - at ’Jønke’ stod bag ordren.

- Det bar i mine øjne ’Jønkes’ perverse signatur, skriver han i bogen.

Læs også: 'Jeg står inde for det hele'

'BT erfarer, at prøvemedlemmet den 24. november 2012 - efter drabet skulle have været gennemført - skulle mødes med én af de bagmænd, der havde udstedt drabsordren. Mødet skulle finde sted ved Transportcentret, der ligger ved motorvej E45 udenfor Vejle. Planen var, at bagmændene til ordren skulle have hørt om drabet i medierne inden 24. november, og da den 22-årige ikke mødte op, var topfolkene i rockerklubben klar over, at der var noget rivende galt. De satte himmel og jord i bevægelse for at finde ud af, hvad der var sket. Men den 22-årige var væk, og i dag aner rockerne ikke, hvor deres tidligere ‘bror’ er.

22-årig forsvundet

Men faktum er, at den 22-årige efterlod alt, hvad han ejede, lukkede sin Facebook-profil og sit mobilnummer.

BT erfarer også, at politiet i Syd- og Sønderjylland - i samarbejde med andre politikredse og Politiets Efterretningstjeneste - gennem mere end et halvt år i begyndelsen af 2013 i dybeste hemmelighed efterforskede, hvem der beordrede det planlagte drab på Lars Jensen. Men grundet manglende beviser har politiet foreløbig henlagt sagen.

I dag ved ingen, hvor den 22-årige befinder sig, og om han har fået ny identitet. Læs også: Jønke: Ingen kommentarer