Ejer til mystisk mobil-mand: Giv mig min telefon tilbage

- Hvis der er nogen, der kender manden, må I meget gerne sige, at jeg vil have min telefon igen.

Med den besked efterlyste Rene Kjær Jensen fra Nørresundby sin Samsung mobiltelefon på Facebook torsdag aften.

Han mistede sin telefon for en måned siden, da han glemte den på en bænk på Vejle Station. Han opdagede det først, da han var steget på toget, og da han vendte tilbage til bænken, var telefonen væk.

Han meldte dengang tyveriet til politiet og har prøvet at spore den via gps, men det har været uden held. Lige indtil i går, Hvor han tilfældigt tjekkede sin Dropbox. Her lå der flere billeder af telefonens 'nye' ejer, der havde taget billeder af sig selv, der automatisk blev uploadet til Renes Dropbox. Han uploadede billedet til Facebook med en efterlysning. Billedet er blevet delt af 1700 andre personer og efterlysningen har nu allerede båret frugt.

- Jeg har fundet ud af, hvem det er. Der er nogle, der har skrevet til mig på Facebook, at de kender ham, og hvad han hedder. Jeg kunne se på Facebook, at hans billeder var de samme, som ligger i min Dropbox, siger Rene Kjær Jensen, der dog ikke vil melde det til politiet. Han vil i første omgang selv tage kontakt til manden.

- Jeg har endnu ikke kontaktet ham og jeg har ikke lyst til at bringe politiet ind i det. Jeg vil bare gerne have min telefon igen. Jeg har ikke lyst at bringe ham i problemer, for jeg kan jo ikke vide, om det er ham, der har taget den.

De fleste ville nok blive rasende over, at få stjålet deres telefon, men Rene Kjær Jensen tager det mere roligt. Han vil hellere se det komiske i hele situationen.

- Jeg synes, det er lidt bizart på den sjove måde, og jeg tager det ikke så tungt. Jeg vil bare have den tilbage, for jeg har ikke råd til at købe en ny, siger Rene Kjær Jensen, der dog er indstillet på, at manden på billederne ikke er lige så flink som ham selv.

- Han ser jo meget flink ud, men hvis han ikke vil give den tilbage, må jeg jo kontakte politiet, og så må vi se, hvad vi kan gøre ved det, siger han.

BT bragte i første omgang denne artikel med et umaskeret billede af den mulige tyv. Personen på billedet har siden på Facebook afvist at stå bag, og vi har derfor valgt at maskere billedet

Læs også:


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.