Norges undervisningsminister giver lærerne fuldmagt til at tage magten tilbage i klasselokalet

Nu kalder de ham for ‘Strenge Torbjørn’. Norges undervisningsminister Torbjørn Røe Isaksen blæser til kamp mod manglende disciplin og uro i landets folkeskoler.

Derfor får alle landets lærere nu en ny samling værktøjer og bliver opfordret til at bruge dem. Målet er at generobre magten i klasselokalet og gøre op med resterne af det, han kalder ‘hygge-skolen’.

- Det er et ønske fra dem, der arbejder i skolerne. Mange lærere og rektorer oplever, at de ikke har de nødvendige værktøjer til at opretholde et godt læringsmiljø i klasserne. Det retter vi op på nu, siger Torbjørn Røe Isaksen til den norske avis VG.

I knap et år har han stået i spidsen for Norges uddannelsesinstitutioner som såkaldt ‘kunnskapsminister’ - på dansk undervisningsminister. Han er valgt for det konservative parti Høyre, der danner regering i samarbejde med Fremskrittspartiet.

Nu giver ministeren landets lærere et klart og tydeligt sæt retningslinjer for, hvordan de kan straffe og disciplinere eleverne. Samt en opfordring til at bruge værktøjerne.

Her er fire af ‘Strenge Torbjørns’ sanktionsmidler:

Låse døren: Læreren kan låse døren til klassen og kræve, at elever der kommer for sent melder sig til administrationen for at forklare sig.

Eftersidning: Læreren kan pålægge elever, der laver uro og ballade både bortvisning og eftersidning. En eftersidning skal have et fornuftigt indhold, f.eks. ekstraopgaver. Der findes i princippet ingen grænse for, hvor lang en eftersidning kan være.

Mobil-regime: Læreren kan inddrage mobiltelefoner og computere, hvis eleverne ikke kan lade dem være i timerne. Skolen kan forlange, at alle mobiler afleveres ved skoledagens start og udleveres igen, når skoledagen er forbi.

Styr på fravær: Skolen kan fra næste skoleår fastsætte et loft for, hvor meget udokumenteret fravær en elev kan have, før det bliver umuligt at give karakter i det pågældende fag.

- Det handler om, at læreren er chefen i klasselokalet og skal gives den tillid og autoritet der skal til for, at man kan styre klasselokalet på en god måde uden unødvendigt bureaukrati. Men det vigtigste er, at vi får bugt med problemer med ureglementeret fravær og dårligt læringsmiljø, forklarer undervisningsministeren til VG.

Elevernes organisation mener, at ministeren puster sig unødvendigt op.

- Dette viser bare at han vil afskaffe en hygge-skole, der i forvejen ikke er en hyggeskole. Vi må ikke komme dertil at lærerne styrer klasserne med frygt fremfor kompetent klasseledelse. Dette er symbolpolitik, siger Benjamin Myrstad fra Elevorganisasjonen til VG.

På det seneste har debatten om disciplin i folkeskolen også ramt Danmark. Onsdag og torsdag viste TV 2 dokumentarprogrammerne ‘Kundskab eller kaos’, hvor man blandt andet så elever, der per sms aftalte at mødes til ‘toiletfest’ under timen.