KØB PLUS!

Efter Vejlegården: 3F sadler om

De mennesker, der bliver berørt. Dem af kød og blod. De skal bringes mere i spil og være med til at sætte ord på hvorfor, når en arbejdskonflikt udvikler sig, som den eksempelvis gjorde i Vejle i sommer.

Sådan lyder det fra formand for fagforeningen 3F, Poul Erik Skov Christensen, inden arbejdskonflikten mellem Vejlegården og 3F skal afgøres ved Arbejdsretten i København 29. november.

Det skriver Ugebrevet A4 i et stort interview med 3F-formanden, der meddeler, at 3F er træt af at være i defensiven og blandt andet vil blive bedre til at få lønmodtageren, som det hele handler om, til at stå frem, når 3F konflikter på landets arbejdspladser.

- Vi bliver nødt til at tage afsæt i, at befolkningens viden om, hvordan arbejdsmarkedet hænger sammen, er mere begrænset, end den tidligere har været. Den her sag er en kanonstor lektion i, at folks viden om arbejdsmarkedet er meget lav. Og deres refleksion over, hvad det i givet fald kan betyde for dem selv, er ikke så stærk, siger Poul Erik Skov Christensen til Ugebrevet A4.

Fagforeningen vil blandt andet med en ny mediestrategi og flere fakta om branchen og argumenter om overenskomstdækningen give danskerne et bedre indblik i baggrunden for arbejdskonflikter.

- Men også nogle mennesker, der tør stå frem, nogle af kød og blod. Ikke en formand eller gruppeformand, som fortæller, hvad 3F mener på vegne af vores medlemmer, men kokken, tjeneren, jord- og betonarbejderen, der siger: Jeg vil fandme ikke acceptere, at jeg skal arbejde flere timer om ugen til en lavere pris, siger 3F-formanden, der overfor Ugebrevet A4 vedkender sig, at det kræver, at fagforeningen er bedre forberedt til at håndtere en lignende sag i fremtiden og udvælge de faglige konflikter med større omhu.

Sagen mellem Restaurant Vejlegården og 3F begyndte tilbage i december 2011, hvor 3F varslede konflikt mod restauranten. Den tog fart i foråret 2012, da 3F sendte blokadevagter mod Vejlegården og fortsatte under stor medie- og politisk bevågenhed gennem 2012.

Er det den rigtige strategi, der kan føre fagbevægelsen ind i nutiden? Eller er det tomme ord? Hvad mener du?