Først 14 dage efter sin ulykke, hvor Amalie Thaysen blev sparket i hovedet af en hest og pådrog sig en livstruende hjerneskade, begyndte Amalie gradvist at vende tilbage efter at have været totalt lam og ligget i koma uden nogen kontakt til omverdenen.
Derefter beskriver hun de næste to til fire uger - den såkaldte PTA-fase -således:
- Selvom jeg nu ved, at jeg var vågen og ved bevidsthed, føltes det hele som en drøm eller et mareridt. Når jeg 'spurgte', hvad der var sket, og de sagde, at det var en ulykke, var jeg overbevist om, at det hele var en drøm. Intet føltes virkeligt. Jeg ville bare have, at min mor skulle vise mig vej til bussen, så jeg kunne tage hjem og vække mig selv af drømmen.
- I løbet af 14 dage til en måned blev jeg langsomt overbevist om, at det rent faktisk var virkeligt, det der skete rundt om mig.
Derefter gik hun gradvist i gang med et fysisk krævende genoptræningsprogram på Hammel Neurocenter, der har til formål at aktivere så mange nye hjerneceller som muligt, og derved få gang i så mange motoriske funktioner som muligt.
Her var hun indlagt, og samtidig boede hendes mor på stedet i hele perioden. Efter fire en halv måned på Hammel Neurocenter blev hun overført til døgngenoptræning på Vejlefjordcenteret, hvor der bliver fokuseret på at forbedre Amalies sociale færdigheder, bl. a. får hun intensiv undervisning af en talepædagog.
I dag har Amalie lettere problemer med hukommelse og koncentration, hun taler indimellem lettere sløret, særligt når hun er træt eller presset. Fysisk er hun lidt svagere i højre arm og ben, og hendes højre øje kan hænge lidt, når hun bliver træt.
Tre gange om ugen går hun selv til fysisk fitness-træning, og to gange om ugen går Amalie til talepædagog.
