Den politianmeldte tidligere PET-chef Jakob Scharf er hyret af Kriminalforsorgen til at sørge for fængselsbetjentenes sikkerhed. S kræver ham fyret fra den opgave.

Mens politiet undersøger, om Jakob Scharf har overtrådt sin tavshedspligt i forbindelse med bogen ’Syv år for PET’, arbejder den tidligere PET-chef med et stort projekt, der går ud på at sikre danske fængselsbetjente mod overfald. Det erfarer BT.

Ifølge BTs oplysninger er Jakob Scharfs firma Certa hyret til at yde ekstern konsulentbistand i forbindelse med et stort projekt om sikkerheden for de danske fængselsansatte. Projektet blev ifølge BTs oplysninger søsat i sensommeren efter talrige episoder, hvor fængselsbetjente blev overfaldet i deres fritid.

I den mest grove af sagerne blev en fængselsbetjent passet op uden for Nyborg Statsfængsel af en maskeret person, der truede ham til at lægge sig ned på jorden, hvorefter personen skød ham flere gange i benet. I to andre sager blev fængselsansatte stukket med knive. En fængselsansat er også blevet overfaldet, da han skulle hente sit barn i børnehave.

Ikke den rette til jobbet
Kriminalforsorgen har hyret Jakob Scharf til at sørge for, at den slags ikke gentager sig. Men det job er han ikke den rette til, mener Trine Bramsen, retsordfører i Socialdemokratiet.

»Han skal fyres. Vi kan ikke have, at en tidligere PET-chef, som er blevet fyret, og om hvem der nu foreligger tvivl om, hvorvidt han kan overholde sin tavshedspligt, løser opgaver for det offentlige,« siger Trine Bramsen til BT.

Trine Bramsen, retsordfører i Socialdemokratiet, kræver Jakob Scharf fyret som konsulent for Kriminalforsorgen.
Trine Bramsen, retsordfører i Socialdemokratiet, kræver Jakob Scharf fyret som konsulent for Kriminalforsorgen. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Jakob Scharf blev i går politianmeldt af PET for at have brudt tavshedspligten i bogen ’Syv år for PET’. Bogen blev trods et fogedforbud udgivet som et særtillæg i Politiken i søndags. I går begærede PET fogedforbuddet ophævet i erkendelse af, at det ikke blev overholdt.

Mens Jakob Scharf talte løs til bogens forfatter, journalist Morten Skjoldager, løste han samtidig opgaver for Kriminalforsorgen og Justitsministeriet.
Trine Bramsen har nu bedt justitsminister Søren Pind redegøre for ansættelsen af Jakob Scharf.

»Det er besynderligt, at man kan hyre en fyret PET-chef ind som konsulent i Kriminalforsorgen, og der rejser sig jo en række spørgsmål,« siger hun.

Trine Bramsen har stillet en række paragraf 20-spørgsmål om, hvilke indkøb der under justitsministeriets ressort, er foretaget hos Jakob Scharfs firma Certa, og hvilke tavshedsklausuler der gælder for den tidligere PET-chef.

Trak sig efter pres
»Jeg frygter da, at man om kort tid vil kunne læse i en bog, hvilke sikkerhedsløsninger der gælder for de danske fængselsansatte. Jeg er sikker på, at de rocker- og bandemedlemmer, der truer de fængselsansatte, vil læse den bog med stor iver,« siger hun.

Jakob Scharf trak sig efter pres fra stillingen som PET-chef efter uger med ballade og kedelige sager. Blandt andet sagen om, at PET havde forsøgt at forhindre Pia Kjærsgaard i at besøge fristaden Christiania.

Politiets Efterretningstjeneste anmelder tidligere PET-chef Jakob Scharf til Københavns Politi. Han kan have overtrådt tavshedspligt, lyder det. PET har forlangt og fået et fogedforbud mod udgivelse af en bog om tidligere PET-chef Jakob Scharf. (se Ritzau historie 071258) (Foto: /Scanpix 2016). (Foto: People Press/Scanpix 2016)
Politiets Efterretningstjeneste anmelder tidligere PET-chef Jakob Scharf til Københavns Politi. Han kan have overtrådt tavshedspligt, lyder det. PET har forlangt og fået et fogedforbud mod udgivelse af en bog om tidligere PET-chef Jakob Scharf. (se Ritzau historie 071258) (Foto: /Scanpix 2016). (Foto: People Press/Scanpix 2016) Foto: People Press
Vis mere

BT forsøgte i går at få en kommentar fra Pia Kjærsgaard, men det kunne ikke lade sig gøre, da hun er bortrejst. Hun har dog for nyligt udtalt sig meget klart om, hvad hun mener om den tidligere PET-chef:

»Han er en lille ynkelig person og en kyniker ud over alle grænser, og det har han alle dage været,« sagde hun søndag til Jyllands-Posten.

Søren Pind var en af de første til at kritisere Politikens beslutning om at offentliggøre bogen. BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra justitsministeren og fra Kriminalforsorgen, ligesom det heller ikke har været muligt at få en kommentar fra Jakob Scharf eller PET.