DR-chef om MGP: ”I år er det alt eller intet”

Der ligger et kæmpe forventningspres på skuldrene af vinderen af årets danske Melodi Grand Prix, som bliver kåret i aften.

De seneste to år er det danske bidrag blevet slagtet i semifinalen i Det Internationale Melodi Grand Prix. Og det er nedture, som underholdningschef på DR1, Jan Lagermand Lundme, betegner som ”skammens år”. Det skriver Søndagsavisen.

”I år er det alt eller intet. Vi skal med – andre muligheder eksisterer simpelthen ikke. Hvis vi ikke er med i finalen bliver det sværere at skabe den fællesskabsfølelse, som Melodi Grand Prix, formår at give. Så det er sindssygt vigtigt, at vi kommer tilbage i toppen og viser, at det er værd at kæmpe for Danmark,” siger han til Søndagsavisen.

For at optimere sandsynligheden for at finde en sang, der kan stå distancen, har DR udskiftet de etablerede mennesker fra musikmiljøet, der tidligere sad i juryen med fem inkarnerede danske fans af Det Internationale Melodi Grand Prix.

Samtidig er reglerne blevet ændret, så seerne har mindre at skulle have sagt, da juryen både i den indledende og i den afgørende runde har 50 procent af stemmerne.

”I år er alt fokus på, at vi skal finde den rigtige sang. Statistikken viser, at de år, hvor vi har haft en jury med hele vejen, har vi klaret os flot. Så vi har fundet fem fans, der har mange års erfaring med at tage rundt i Europa os se Eurovisionen. Der findes ikke nogen, der er større eksperter end dem,” siger Jan Lagermand Lundme til Søndagsavisen.