Onsdag kom det frem, at Grevinde Alexandra har sat sin pragtvilla på ydre Østerbro til salg, og det fik danskerne til at reagere på BT's Facebookside.

»Det er komplet latterligt, at skatteyderne skal betale så mange penge til hende, da hun - såvel som andre - selv kan arbejde for en indtægt«, skriver Aage Christensen i kommentarfeltet til én af BT's artikler om det foreståede millionsalg af grevindens villa.

Kommentaren har i skrivende stund fået andre til at kvittere med hele 217 likes.

Og tager man en gennemgang af de godt 400 kommentarer, som artiklerne sammen har høstet, så lader der altså til at være konsensus om, at man har fået nok af grevinde Alexandra.

»JA, du tjener på hussalget, MEN du burde trækkes tilsvarende i de offentlige ydelser, du modtager, det bliver andre danskere, og sådan skal det også være for dig,« kommenterer Lis Ottsen.

Mens andre er lidt hårdere i deres beskyldninger.

»Den nasserøv vil skrige af grin af os alle, når hun får solgt den villa, og hun kan stoppe alle de millioner i sin allerede bugnede bankkonto, og hun så stadig får 2300000 kr om året for ikke at lave en skid«, skriver Bjarne Christensen.

Reaktionerne kommer efter, at Alexandras hus blev sat til salg for 25 millioner kroner og slået op på boligsiden Boliga.dk. Salget er for sin vis i orden, mener flere, men problemet opstår idet, at Alexandra fik overdraget huset, da hende og Prins Joachim i sin tid gik fra hinanden, hvorfor hun kan se frem til en stor milliongevinst ved et salg.

Politikere vil skride ind

Men det er ikke udelukkende den almene dansker, der lader til at have fået nok Grevinde Alexandras frynsegoder. Onsdag eftermiddag blandede folketingsmedlem og kulturordfører hos Enhedslisten, Søren Søndergaard, sig også i debatten.

»Hele systemt omkring apanage og den skatteyderbetalte bistandshjælp til de kongelige bliver jo mere og mere ekstrem i takt med alle deres skilsmisser. Det er jo efterhånden ikke til at holde styr på,« mente ordføreren.

Og den holdning deles tilsyneladende af flertallet, hvis man kigger på kommentarfeltet til historierne om Grevindens hussalg. Flere af kommentarerne går blandt andet på, at pengene fra et eventuelt salg skal gå tilbage i statskassen, mens andre er mere specifikke med deres forslag og opfordrer til, at penge tilgår sygehusvæsenet.