Islands Fodboldforbund raser over det nationalistiske Danskernes Parti, efter partiet har brugt et billede af islandske fodboldspillere til at kritisere indvandring. Men Danskerne Parti mener blot, de påpeger faktuelle forhold.

Det kontroversielle opslag består af to billeder - ét af mørke spillere fra Frankrigs landshold ved EM med en jublende Paul Pogba i centrum, og ét af Islands ditto med anfører Aron Einar Gunnarsson i front. Under billederne har Danskernes Parti skrevet: ''Frankrig'' - Afrika og Island - Europa, og herunder en opfordring til at melde sig under deres faner:

'Hvis du heller ikke mener, at Europa og Danmark skal forvandles til en afrikansk baggård, så indtast din mail på www.stemdansk.dk så Danskernes Parti kan få lov at stille op til Folketinget.'

Opslaget har tilsyneladende virket efter hensigten. Partiets formand Daniel Carlsen fortæller til BT, at partiet på en enkelt dag har fået omkring 400 vælgererklæringer.

»Det er gået helt amok på Facebook. I går fik vi omkring 400 vælgererklæringer, og det er markant flere, end normalt. Jeg tror helt sikkert, det skyldes noget af den store opmærksomhed, der har været. På en almindelig dag får vi måske kun 30-40 underskrifter,« siger han og tilføjer, at partiet indtil videre har indsamlet over 13.000 vælgererklæringer.

'Rendyrket racisme'

Facebook-opslaget har da også fået over 600 kommentarer og 600 delinger. Men stort set alle kommentarer kritiserer partiet.

En af dem, der langer ud efter Danskernes Parti, er den populære radiovært på P3 David Neerup Mandel.

’Hey Danskernes Parti - fuck jer! Jeg er så uendelig træt af at vi er kommet dertil hvor rendyrket racisme efterhånden er blevet så normalt at I kan lave det her opslag uden at blinke,’ skriver han på Facebook.

Kritikken preller dog af på 26-årige Daniel Carlsen.

»Vi har lavet opslaget for at kommentere på noget aktuelt. Når man ser, at stort set hele det franske hold er afrikanere, er det ikke bare et udtryk for, at der er et par gode afrikanske spillere på holdet – det handler derimod om, at hele Frankrig og Europa er ved at blive forandret for evigt,« siger han til BT.

En af de franske spillere, der er afbilledet på Facebook-opslaget, er Paul Pogba. Han er født i Frankrig og har fransk statsborgerskab, men det gør ham bestemt ikke fransk, mener Daniel Carlsen. Han mener, det er et stort problem, »at man giver sådan noget til ikke vestlige indvandrere.«

Partiformand: Afrika koloniserer Europa

En af Danskernes Partis mærkesager er at fratage alle ikke-vestlige deres statsborgerskab og gøre det umuligt for ikke vestlige indvandrer at få dansk statsborgerskab.

»Jeg mener ikke, at ikke-vestlige skal have statsborgerskab i Europa. Men det handler ikke om, at vi hader dem. Vi respekterer deres kulturelle egenart, men er i mod kolonisering. Både Europas kolonisering af Afrika og den, der er mest udbredt i dag – Afrikas kolonisering af Europa,« siger Daniel Carlsen.

Frankrig vandt søndag 5-2 over Island i EM-kvartfinalen i Paris, og i Facebook-tråden har mange kommenteret, at de spillere, som Danskernes Parti kalder afrikanere, gør en god indsats på fodboldholdet.

'En afrikansk baggård som maltrakterede et Islandsk hold. - Resultatet af diverse etniciteter i lande som Tyskland & Frankrig har medført, at de er i semifinalen, mens Danmarks landshold er på charterferie et sted uden for Europa,' skriver Jenus JS.

Den køber Daniel Carlsen dog ikke.

»Der kan sagtens være gode ting ved indvandring, for eksempel gode fodboldspillere. Men er vi parate til at betale prisen for det? Ikke-vestlige indvandrere tager voldtægtsepidemier, terroranslag osv. med sig. Hvis det er prisen for et bedre landshold, så er det meget kyniske mennesker, der forsvarer den slags,« siger han.

'Det handler ikke om had'

På Facebook fik Jenus JS også at vide, at han på trods af sit danske pas, ikke hører til i Danmark, da han er mørk i huden.

Islands fodboldforbund er stærkt utilfredse med at blive forbundet med Facebook-opslaget fra Danskernes Parti, og vil gerne have det fjernet.

'Separatistiske kræfter har ingen plads i fodbold, og myndigheder i Europa har kæmpet hårdt mod racisme i sporten. Kampen er langt fra ovre, og fodboldforbundet (det islandske, red.) er involveret i projektet for alvor. Ved EM modtog Island og islændinge verden over respekt for en positiv holdning, og KSI tager afstand til hadpropaganda af denne art,' skriver Islands Fodboldforbund.

Daniel Carlsen fortæller, at han ikke er blevet kontaktet af det islandske fodboldforbund og ikke har hørt noget om, at de anmoder opslaget fjernet.

»De er velkommen til at ringe, hvis de vil tale om det. Så tager vi det op med dem. Men jeg synes, det er sørgeligt, at de kalder det hadpropaganda. Det handler ikke om had, vi påpeger bare noget faktuelt. Det kan ikke benægtes, at spillerne er afrikanere,« siger han om kritikken.

Du kan se Danskernes Partis kontroversielle Facebook-opslag her.