Direktøren for DR Medier, Gitte Rabøl, fik i 2014 et engangsvederlag på 150.000 kr. for sin indsats i forbindelse med det skandaleramte Eurovision i København i maj. Det fremgår af BTs aktindsigt i DR-direktionens lønninger.

»Der er givet flere engangsvederlag i årene. Ulrik Haagerup fik i 2013 et for hele omlægningen af DR Nyheder. Gitte Rabøl har fået et for den helt ekstraordinære og voldsomme indsats, der var i forbindelse med den nye kanalstrategi og Melodi Grand Prix i København. Vi mente ikke, at disse indsatser kunne udløse generelle lønstigninger. Derfor fik de alene et engangsvederlag,« siger bestyrelsesformand i DR Michael Christiansen.

Melodi Grand Prixe't er blevet kaldt en skandale, så hvordan forklarer du, at Gitte Rabøl får 150.000 kr. i forbindelse med det?

»Man skal lige huske at holde tingene adskilt. Det er ikke DR, der har overskredet budgetterne. Gitte Rabøl har ydet en enorm, ekstraordinær indsats, der kun kommer hvert 10. eller 20. år. DR leverede et flot og utraditionelt grandprix, som er blevet anerkendt vidt og bredt uden for landets grænser – og som blev det mest sete grandprix i 13 år. Det har vi valgt at anerkende. At der har været problemer med at holde budgetterne hos værtsbyen, er en anden sag.«

Men DR har jo også fået kritik?

»Ja, der er nogen, der blander Wonderful Copenhagens, værtsbyens og DRs økonomi sammen. Det kan man ikke. Vi lagde i DRs bestyrelse et budget, og det er overholdt,« siger Michael Christiansen.