Familie til krigsveteran er fortvivlet over nyt selvmordsforsøg, og de mangler værktøjer til at håndtere hans trusler.
Det så lysere ud for den PTSD-ramte krigsveteran, 36-årige Flemming Højholdt Andersen. Familien havde i flere måneder ikke modtaget en eneste sms fra ham, hvor han truede med selvmord. Det plejede de ellers. Men lørdag eftermiddag skete det så igen, og familien frygtede det værste.
Først sent mandag aften kunne de dog ånde lettet op, da Flemming Højholdt Andersen blev fundet i live i en mørk skov på Djursland i sin koksgrå Mercedes. Krigsveteranen, der i 10 år har været udstationeret ved verdens brændpunkter, havde alligevel ikke gjort en ende på det hele.
Men familien føler sig magtesløse, og de aner ikke, hvad de skal stille op, hvis han igen truer med selvmord. Svigerinden Henriette Højholdt kritiserer nu den danske veteranindsats.
»Vi fik ingenting at vide, da han kom hjem fra Afghanistan. Alt gik gennem Flemming, og han fortalte intet om sine oplevelser, når vi spurgte. Vi mangler i den grad, at der bliver lyttet til os pårørende fra systemets side, men der har været helt stille,« fortæller Henriette Højholdt, der er gift med Flemmings bror, Steffen Højholdt Andersen.
Blodige traumer fra udstationeringer i Kosovo, Kirgisistan, Irak og Afghanistan har sat sit præg på Flemming Højholdt Andersen, som er bosiddende i Randers.
Selvmordstanker vendte tilbage
Han modtog angiveligt psykologisk og medicinsk behandling, da han kom hjem fra Afghanistan i 2011. I en kort periode fik han det så godt, at han begyndte at åbne op over for sin mor. Henriette Højholdt ved ikke, hvornår Flemmings behandling blev stoppet, men faktum er, at selvmordstankerne begyndte at vende tilbage, da han blev overladt til sig selv.
Flemming Højholdt Andersen er blot den seneste i rækken af krigsveteraner, der har truet med mord, selvmord og andre vanvidshandlinger. Senest var der balkanveteranen Lars Kragh, som på bestialsk vis dræbte sine forældre med økse og knytnæveslag for derefter at køre rundt med ligene i sin grå VW Golf.
Mens en del krigsveteraner lider af vrangforestillinger, så trækker Flemming Højholdt Andersen sig tilbage, når han er sammen med mange mennesker. Sidste jul måtte han melde afbud til en stor familiesammenkomst – han magtede det simpelthen ikke.
Elsker at være sammen med niece
»På en god dag er Flemming en charmør og har et dejligt smil. Steffen (Flemmings bror, red.) og jeg har en lille datter, som han elsker at være sammen med. Han er en blød fyr inderst inde, men han er også soldat og har en rå mentalitet. Vi har en stor familie, og han er ikke glad, hvis hele familien er samlet. Det bliver for meget for ham, og så bliver han væk. Det er kun, hvis det er de nærmeste – hans søskende og mor – der er samlet, at han dukker op,« fortæller Henriette Højholdt.
Flemming Højholdt Andersen har aldrig fortalt om de grusomme ting, han har oplevet som soldat. Efter sit seneste selvmordsforsøg er han nu indlagt, og familien har ikke været i kontakt med ham, siden han blev fundet i skoven.
»Vi frygter, at det sker igen. Som pårørende savner vi nogle redskaber til at tackle det,« siger Henriette Højholdt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Krigsveteraner: Ingen tiltag – ingen missioner
Det er kun toppen af isbjerget, vi har set indtil videre. Mange flere krigsveteraner vil gå amok, hvis ikke der bliver handlet omgående. Så klar i mælet er Claus Stenberg, der er formand for Veteranalliancen – en paraplyorganisation for danske krigsveteraner.
Selvom politikerne indførte en politik for danske krigsveteraner i 2010, er det slet ikke nok. Veteranindsatsen halter ifølge Claus Stenberg så meget, at han nu overvejer et alvorligt træk. »Vi er ved at nå derud, hvor vi overvejer at anbefale vores soldater, at de ikke melder sig til missioner, før der kommer styr på veteranpolitikken. Det er klart, at det vil påvirke den danske aktivistiske udenrigspolitik, men sådan må det være,« siger han.
Fokuser, hvor behovet er størst
Ifølge Claus Stenberg mangler der simpelthen en indsats for de veteraner, der er hårdest ramt.
»Veteranalliancen foreslår, at man fokuserer ressourcerne der, hvor behovet er størst. Og det er altså ved de veteraner, der har det sværest. Det er fint med en god, bred indsats, men hvis ikke man får hjulpet de hårdest ramte veteraner, så er alt andet ligegyldigt,« fortæller han.
Da politikerne for seks år siden indførte en decideret veteranpolitik, fik pensionerede soldater muligheden for et forløb på seks ugers varighed, hvor de kunne bearbejde oplevelserne sammen med andre veteraner og vænne sig til en tilværelse i Danmark igen. Samtidig blev der oprettet et veterancenter, som fik til opgave at rådgive og hjælpe veteranerne i det daglige.
Det er fint nok, mener Claus Stenberg. Men der mangler samtidig hjælp til de pårørende, som ofte ikke aner, hvad de skal stille op, når deres søn, bror eller ægtefælle truer med selvmord.
Det er ikke godt nok
»Hustruen til Torben, Brian eller Nicklas kan ringe til veterancentret, hvis der er problemer derhjemme. Veterancentret kan lytte til de pårørende, men de kan ikke handle på de pårørendes henvendelser, og det er ikke godt nok. Det hjælper ikke noget, at vi smider penge efter medaljer, parader og gak og gøgl, når pårørende til de veteraner, der har det værst, ikke får hjælp.« siger Claus Stenberg, der foreslår, at man etablerer en udrykningsenhed, der kan rykke ud til selvmordstruede veteraner.
Forsvarsminister Peter Christensen (V) oplyser, at regeringen er i gang med et ’servicetjek’ af veteranindsatsen: »Vi har en solid veteran-indsats i dag, og der er stor politisk velvilje til at gøre noget for vores veteraner. Vi skal dog altid være parat til at evaluere, om vi gør det godt nok, hvilket vi løbende gør i samarbejde med de faglige organisationer, som repræsenterer soldaterne,« fortæller Peter Christensen i en mail til BT.
