Modebranchens etiske charter har været på opstramningskur.

Det meddeler branchens aktører, som, siden en tynd model i Cover-magasinet blev samtaleemne og vakte stor debat i februar, har forhandlet om og diskuteret danske modellers trivsel og det generelle kropsideal.

Charteret er ifølge aktørerne gået fra at indeholde anbefalinger omkring modellers vilkår under modeugerne til at indeholde direkte regler og sanktioner, som gælder hele året rundt.

Læs også:

»Der er ingen tvivl om, at sagen med Cover-magasinet for alvor har gjort det tydeligt, at der fortsat er problemer i modebranchen med det skønhedsideal, der fremstilles. Derfor har det også været en positiv oplevelse at opleve fuld opbakning fra centrale spillere i den forgangne uge, som har budt på mange timers koncentrerede diskussioner om, hvordan vi i branchen kan og skal komme problemerne til livs. Det er nu resulteret i et markant skærpet etisk charter,« lyder det fra Danish Fashion Institutes direktør, Eva Kruse, i en pressemeddelelse.

Aktørerne tæller udover Danish Fashion Institute (DAFI) også Dansk Mode og Textil (DM&T), Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS), Foreningen Danske Modeller (DAMO) og Wear (Dansk Erhverv) samt otte af landets største modelbureauer.

Læs også:

Det var LMS og Danish Fashion Institute, som formulerede det oprindelige charter tilbage i 2007, men i februar meddelte LMS i kølvandet på Cover-sagen, at foreningen agtede at opsige den etiske aftale, fordi samarbejdet »fuldstændig preller af« på modebranchen.

Det glæder derfor formand Anne Minor, at branchen alligevel har kunnet nå til enighed om en opstramning af charteret.

»Vi er meget glade for at opleve, at branchen med det nye charter sætter alvor bag ordene og er parate til at »sætte hånden på kogepladen« for at ændre på modellernes forhold, men også tage ansvar for det skønhedsideal, som branchen fremstiller. Vi er glade for igen at kunne tage del i det vigtige arbejde,« siger hun i en pressemeddelelse.

Læs også:

Helt konkret indeholder den nye version af charteret fire overordnede regler. Reglerne omfatter blandt andet et årligt obligatorisk sundhedstjek af modeller under 25 år, en aldersgrænse på 16 år for modeller i arbejde, at der serveres nærende og sund kost til modeller, der er på arbejde i mere end to timer, og at modeller til enhver tid får udbetalt løn i form af penge for deres arbejde.

Sammen med det nye charter har branchen også valgt at nedsætte en styregruppe for det etiske charter. Gruppen skal ifølge aktørerne evaluere, hvordan branchen handler i relation til charteret og får samtidig mandat til at sanktionere over for de medlemmer af charteret, der ikke overholder de etiske vedtagelser.