BT kunne i foråret afsløre det ene graverende forhold efter det andet på den retspsykiatriske afdeling i Risskov. Nu får det konsekvenser for 10 ansatte, mens ledelsen går fri.

Efter BTs afdækning af flere kritisable forhold på den retspsykiatriske afdeling i Risskov, undersøgte Region Midtjylland selv hospitalet. En rapport konkluderede herefter, at der herskede en subkultur, hvor en gruppe ansatte truede og provokerede patienter.

Det har nu fået konsekvenser for 10 ansatte på stedet. Syv af dem har fået en skriftlig advarsel, mens to er blevet fyret. Samtidig har et vikarbureau fået besked på ikke igen at sende en navngiven vikar til Risskov.

Flere tidligere ansatte er stået frem i BT og har fortalt om den dårlige kultur, hvor psykiatriske patienter blev ydmyget på stedet uden ledelsen greb ind.

Da BT taler med Region Midtjyllands cheflæge Per Jørgensen, siger han følgende om beslutningen:

- Man har fundet frem til række ansatte, der ikke har holdt sig på den smalle sti, som man bør bevæge sig på, når man har med svært syge at gøre. Der har været et upassende sprogbrug og adfærd fra nogle ansattes side, så i stedet for at være konfliktnedtrappende, så har man været med til at skabe eller forværre potentielle konflikter, siger han.

Mens der bliver slået hårdt ned på medarbejderne, bliver ledelsen på stedet skånet for fyringer.

- Vi har valgt at styrke ledelsen, så derfor indgår det ikke i vores overvejelser at fyre nogen derfra. Undersøgelsen for et halvt år siden gjorde det tydeligt, at der var nogle ting ved ledelsen, som fortjente større styrke og kraft, siger Per Jørgensen og understreger, at der derfor også skal ske forandringer på det område.

- Vi har indskærpet overfor ledelsen, at man straks skal gribe ind, hvis man observerer upassende sprogbrug og adfærd. Vi må løbende holde øje med, hvordan kulturen på stedet udvikler sig, og om ledelsesdelen udvikler sig tilfredsstillende, siger Per Jørgensen.

Læs hele BTs afdækning af forholdene på på hospitalet på www.bt.dk/galehuset