Det koster tre familier deres hjem, at et familiemedlem fra hver familie er blevet dømt for brandstiftelse i boligområdet. Det skaber utryghed, mener Brabrand Boligforening, der administrerer blandt andet Gellerup i Aarhus.

Med en juridisk vurdering og en Højesteretsdom fra 2013 i lommen, mener boligforeningen, at de kan sætte de tre familier på gaden.

- Det er et drastisk skridt. Det er en meget grov sanktion, men det er også en meget alvorlig og utrygsskabende handling at sætte ild til ting i et boligområde. Så vi havde valget mellem at tage et hensyn til de tre familier, for hvem det selvfølgelig er hårdt at blive smidt ud, eller tage et hensyn til de mange tusinde beboer, der i det daglige føler en utryghed, i det område de bor i, siger Keld Laursen, der er administrerende direktør i Brabrand Boligforening.

- Vi har så truffet den hårde og brutale beslutning, det er at sætte tre familier på gaden, af hensyn til de mange tusinde andre beboere i Gellerup, forklarer han.

Skal afskrække
Den administrerende direktør forklarer, at det administration der har truffet beslutningen, og at boligforeningens bestyrelse står bag beslutningen. Han håber desuden, at det vil forhindre andre i at lave grov ballade, når der er overhængende fare for at blive sat på gaden.

- Vihar i høj grad en forhåbning om, at det har en præventiv effekt, så forældrene i højere grad end i dag holder styr på de unge, som kunne gå hen og lave sådan nogle ulykker her. Så de sørger for at deres børn ikke render rundt på gaden og laver ballade, siger Keld Laursen.

De tre brandstiftere blev dømt i september, og de har ikke anket dommen inden deadline. Derfor vælger boligforeningen nu at sætte de tre familier på gaden.

De har fået indtil d. 11. december til at pakke deres ting og flytte et andet sted hen. Hvor det bliver, må de selv finde ud af. Og det ærgrer Keld Laursen.

- Det nytter jo ikke noget, at de flytter til en anden boligforening, hvis der så opstår ballade der. Så flytter man bare problemerne fra et udsat boiligområde til et andet. Der mangler vi simpelthen fra politisk hold nogle redskaber, så vi kan anvise dem en bolig i et område, hvor der ikke er de samme problemer, som der er i Gellerup og Toveshøj, siger han.

De tre familier kan modsætte sig boligforeningens afgørelse og gå domstolenes vej for at få lov til at blive i deres lejligheder. Det forsøgte to familier at gøre i 2008, da de blev smidt ud, efter at deres sønner havde været med til at sætte ild til en børnehave i området.

Den sag gik hele vejen til Højesteret, som i 2013 afgjorde, at boligforeningen var i deres gode ret til at smide familierne ud.