Husejere skal være på vagt, når vandmasserne fra stormen Bodil er blevet pumpet væk og huset igen er tørt, oplyser Teknologisk Institut. Skimmelsvampen lurer, lyder advarslen.

Vandstanden er aftagende landet over, efter at stormen natten til lørdag forårsagede historiske stigninger i vandstanden flere steder. Boligejere, der er blevet ramt af oversvømmede kældre eller stuer, bør imidlertid være på vagt overfor mere end bare vandmasserne, lyder det fra teamleder Kathrine Birkemark Olesen fra Teknologisk Institut.

»Det er meget nærliggende at tro, at når man har ryddet op og fået tørret rummet, så har man gjort det, der skal gøres. Men et er, at man får tørret bygningen, men man skal også være opmærksom på, at der er stor risiko for vækst af skimmelsvamp efter en oversvømmelse,« siger Kathrine Birkemark Olesen.

Hun henviser til, at der kan være mange skjulte følgeskader ved oversvømmelser - også selv om man har fået genskabt et noget, der ligner et knastørt rum. Og de fleste problemer med skimmelsvamp opstår ifølge Kathrine Birkemark Olesen typisk mellem tre og seks uger efter oversvømmelsen. Derfor råder Teknologisk Institut husejerne til at være meget opmærksomme på problemet.

»De skjulte skimmel-angreb bliver typisk først opdaget, når der konstateres en kraftig, tung lugt i det tidligere opfugtede område. Den kan opleves som en kvalmende, sødlig lugt, og beskrives ofte som en kælder- eller sommerhuslugt. I værste fald opdager man først skimmelsvamp-angrebet, når brugerne af lokalerne reagerer på svampevæksten. De typiske gener er irritation af slimhinderne, vejrtrækningsproblemer, hovedpine og koncentrationsbesvær,« siger Kathrine Birkemark Olesen.

Hun understreger, at det derfor er vigtigt at få fjernet eller åbnet alle lagdelte konstruktioner med tilstedeværelse af organisk materiale og søge professionel hjælp.

»En ekspert kan be- eller afkræfte en mistanke om skimmelsvamp. Hvis det viser sig, at bygningen er inficeret, skal man hurtigst muligt få bestemt problemets omfang og få renset eller fjernet alle inficerede områder omhyggeligt. Ellers kan boligen i værste fald ende at med blive ubeboelig,« siger Kathrine Birkemark Olesen.