Det er kun få dage siden, de opsigtsvækkende billeder af OL-vinderen Andreas Helgstrands hest, Akeem Foldager, florerede på Facebook. Her kunne man se hesten med blå tunge, fråde om munden og sår efter hælsporer på flankerne. Billederne var taget under et privat arrangement hjemme hos Andreas Helgstrand den 12. april, og har nu fået to sponsorer til at opsige samarbejdet med den danske rytter.

I første omgang meldte sponsoren Equsana ud, at de ikke længere ønskede at samarbejde med Andreas Helgstrand, og nu har også LINSMARK opsagt deres sponsoraftale.

Det sker efter, at Dansk Ride Forbund lørdag fik Akeem Foldager tilset af dyrlæge Peter Busk, som konkluderede, at hestens mærker på flankerne var normale, mens brugen af hestens hovedtøj var forkert.

- På baggrund af rapport vedrørende tilsyn af hesten Akeem Foldager, udarbejdet af dyrlæge Per Busk, vælger hesteudstyrs-firmaet LINSMARK at stoppe sponsoraftalen med Helgstrand Dressage A/S, skriver LINSMARKS direktør Linda Michaelsen på firmaets Facebook og tilføjer, at hun kan ikke overhøre kritikken fra Dansk Ride Forbund uden at handle.

Beklager hændelsen
På sin hjemmeside har Andreas Helgstrand efter længere tids tavshed nu valgt at kommentere på sagen, som han beklager meget.

- Det er helt uacceptabelt, at Akeem får blå tunge. Det må ikke ske, og vi vurderer, det er kæden på kandaret, der har været for stram. Det blev omgående justeret. Vi kan godt forstå, at billeder som disse skaber debat, og vi har haft fuldt fokus på at foretage de ændringer, der var nødvendige - herunder en justering af hovedtøjet, skriver Andreas Helgstrand, som nu har givet Akeem Foldager træningsfri.

Han har dog ikke kommenteret på sponsorernes beslutning.