Pippin var kvinde. I de første 35 år af sit liv. Men der var noget forkert ved fornemmelsen af kroppen. Så hun blev til han - og det har gjort livet nyt for Pippin Hoeg Lorenzen. På mange måder.

»Der var et eller andet, der ikke passede. I mange år kunne jeg ikke hægte det op på noget, men jeg var stort set altid smådeprimeret, og i mange år blev jeg ved med at tænke, at på et eller andet tidspunkt ville jeg blive glad, men det skete bare aldrig rigtig, og det blev bare mere og mere tungt, og jeg syntes, at jeg gjorde alt det, samfundet fortæller os, at vi skal for at blive glad, især omkring parforhold, uddannelse, job og venner,« siger Pippin Hoeg Lorenzen.

Pippins ansigt er prydet af et lysebrunt fuldskæg, stemmen en lys baryton, og brystet er fladt.

Der er intet, der afslører, at Pippin er født kvinde, som han sidder der i sit noget rustikke køkken i huset på Djursland, men det er rent faktisk tilfældet.

Pippin Hoeg Lorenzen skulle igennem en række parforhold og uddannelser før, han - den gang hun - besluttede sig for at finde ud af, hvorfor han aldrig blev glad.

»Jeg var i starten af 30’erne. Jeg tror, jeg var 32, da jeg satte mig ned og tænkte, at det her er noget, jeg må se nærmere på. Jeg tænkte, at nu er jeg snart halvvejs i livet, og jeg bliver nødt til at tage mig selv alvorligt, hvis der skal ske noget.«

En anden dynamik

Det første skridt i realiseringen af, hvad det var, der gjorde ham deprimeret, kom via bøger og historier, han læste.

»Lige pludselig kunne jeg se ud fra det, jeg identificerede mig med, at: jeg er jo bøsse. Det var den dynamik jeg kunne identificere mig med.«

Sådan var følelsen den gang, men ikke mere.

Hans blik på, hvad køn og seksualitet er, er i dag, efter hans eget udsagn, blevet meget mere nuanceret.

»Det var en meget diffus følelse i mange år. At være ude af forbindelse med mig selv. Jeg var fuldstændig adskilt fra mig selv,« forklarer han imens han tager en plastikbeholder ud af fryseren med koldt vand, som han hælder op i en kande og stiller på det lille bord i køkkenet ved siden af et fad med jordbær og ferskner.

Da Pippin havde indset, at den konstant deprimerede tilstand havde at gøre med køn, skulle han i gang med anden del af erkendelsesprocessen.

»De første tanker, jeg gjorde mig, var, at nu hvor jeg havde erkendt det, at det er nok, at jeg ved det med mig selv og kan opfatte mig selv som en mere maskulin end feminin person, men det fungerede heller ikke for mig, det blev jeg rimelig hurtig færdig med.«

På trods af, at Pippin på dette tidspunkt opfattede sig selv som mand med en ikke normativ krop, havde han ikke en klar fornemmelse af at være mand eller kvinde.

»Jeg fik at vide, at man skulle vide, om man var mand eller kvinde, hvis man var transkønnet, men jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at gøre noget ved den krop.«

Den var bare ikke rigtig

Da Pippin var midt i 30’erne, blev han bevidst om de ting ved sin krop, han ikke syntes passede.

»Det var aldrig sådan, at jeg hadede min krop, den var bare ikke rigtig.«

Han blev derfor henvist til Sexologisk klinik på Rigshospitalet, der er det eneste sted i landet, hvor de diagnosticerer og behandler transkønnede.

Her blev han dog afvist, da han ikke passede ind i deres skabelon for transkønnede.

»Jeg fik heldigvis kontakt til en af de gynækologer, der handlede uden om klinikken og startede på hormoner.«

Og da satte den kropslige forvandling fra kvindekrop til mandekrop i gang.

»Det var ikke fra den ene dag til den anden, at det var sådan wauv, og det har da også været super hårdt at komme i sådan en anden pubertet. og når man er sådan næsten midaldrende og så skulle til igennem den der mølle igen,« siger han og fortsætter:

»Der har virkelig været nogle år, hvor jeg har været fuldstændig energiforladt, men på samme tid kunne jeg godt mærke, at det var det rigtige, der skete. Det var ikke sådan, at jeg rendte rundt med armene i vejret, men i modsætning til den gang jeg gik rundt og forsøgte at finde ud af, hvad der var det rigtige, så kom der pludselig ro på. En meget stille og rolig fornemmelse. Det var lige som at komme hjem på en eller anden måde.«

Den store forskel

Pippin valgte at tage til Tyskland og få fjernet brysterne og sidenhen livmoder og æggestokke og fik i den forbindelse skiftet cpr-nummer.

Alle folk omkring ham har taget transformationen rigtig pænt, det skyldes ifølge Pippin, at de folk, der står ham nær, har kunnet se og mærke, at han ikke havde det godt før.

»Den store forskel lyder klicheagtig, men det er at vågne om morgenen, og det er rart at være i live, at det ikke bare er en tung byrde hver dag, hvor man starter med at tænke: okay vi prøver en dag mere, og så kan vi se, hvordan det går. De tanker er der simpelthen ikke mere,« fortæller han med et smil.

»Jeg gør ikke så meget anderledes, forskellen er, at jeg står stille nu, hvor jeg før hele tiden skulle prøve noget andet, for at se, om det var det, der virkede. Nu bor jeg her i mit lille hus og er begyndt at gå rigtig meget op i bæredygtighed, som jeg også gjorde før, men nu har jeg tid til at fordybe mig.«

Udover at forsøge at leve så bæredygtigt som muligt, er Pippin også blevet veganer.

»Det har betydet, at jeg har fundet nye mærker af is. Jeg elsker is, så jeg var nødt til at finde noget,« svarer han grinende på spørgsmålet om, hvordan det skift har påvirket hans liv.

Nyt liv - på mange måder

Inspirationen til endnu en livsændring fik han fra en af de mange bøger, som han holder af at læse.

»Jeg læste »Crisis of Civilization«, der gav mig et overblik over, hvordan kapitalisme, vækst og hurtig profit styrer alle kriser i verden.«

»Jeg har virkelig øvet mig meget på vand og strøm, der er virkelig kørt i bund. Vandtønder i haven. Og så håber jeg på at blive så selvforsynende som muligt. Jeg starter med et bed ad gangen.«

Ind til videre har han fået plantet: kartofler, løg, kidneybønner, to æbletræer og krydderurter, men det skal gerne blive til en del mere.

»Hvis ikke det starter med den enkelte person, sker der jo ingenting.«