Den dansk-chilenske kaptajn Eddy Lopez fortæller for første gang siden sin frigivelse 30. april i år i et interview med Berlingske om sine 838 dage som gidsel i Somalia - danmarkshistoriens længste gidseltagning.

»Selvfølgelig er jeg bitter. Piraterne har taget to et halvt år af mit liv. Man kan ikke bare viske 838 dage i fangenskab væk. Udenpå ser jeg måske okay ud, men indvendig kæmper jeg. Mit humør svinger, jeg bliver hurtigt irriteret, jeg har mareridt, og jeg vågner og græder om natten,« siger Eddy Lopez til Berlingske.

Han fortæller, hvordan han 12. januar 2011 slog alarm til Danmark, da to små skibe med høj fart nærmede sig coasteren Leopard fra det lille danske rederi Shipcraft.

LÆS HELE INTERVIEWET HER

Kaptajnen fik i en telefonsamtale fire dage efter kapringen den nedslående besked i en telefonsamtale med direktør Claus Bech fra Shipcraft, at det kunne tage lang tid, før han selv, styrmand Søren Lyngbjørn og fire filippinske besætningsmedlemmer kunne komme hjem.

Hverken myndighedernes eller Shipcrafts rolle i sagen er blevet belyst, og Udenrigsministeriet har mørklagt forløbet. Hvorfor forhandlingerne om frigivelsen af de seks søfolk kuldsejlede, og hvorfor gidseltagningen blev rekordlang, vil næppe blive fuldt belyst, skriver Berlingske.

I sidste uge vandt Eddy Lopez klagesager i Pressenævnet over Ekstra Bladet og TV 2, som begge fik »alvorlig kritik« for deres dækning af sagen. Ekstra Bladet måtte rydde forside og spiseseddel med en beklagelse af kampagnen »Skal Søren og Eddy rådne op i Somalia«. Den alvorlige kritik af formiddagsavisen og sanktionen er uden sidestykke i dansk pressehistorie.

»Jeg har ikke krævet erstatning. Jeg er glad for afgørelsen og for, at det ikke skal gentage sig for andre gidsler. Det er dem, der vil tjene penge på, at vi har været gidsler. Vi var intet andet end en god historie for dem,« siger Eddy Lopez.

Spørgsmål: Overvejer du at anlægge erstatningssager?

»Det har jeg ikke spekuleret over endnu. Jeg prøver bare at blive rask,« siger Eddy Lopez, der har fået konstateret posttraumatisk stresssyndrom og er på sygedagpenge.

»De første tre-fire måneder var dejlige. Vi var glade alle sammen. Jeg skulle indhente mange ting, som jeg var gået glip af med min kone og mine børn. Men oplevelserne i Somalia har indhentet mig. De sidste to måneder er det gået ned ad bakke for mig,« siger han og fortæller, at han og hans hustru for 14 dage siden flyttede fra hinanden og er separerede, mens de prøver at få forholdet til at fungere.

LÆS HELE INTERVIEWET HER

Ekstra Bladet har hævdet, at avisen fik opbakning til kampagnen og aldrig har modtaget indsigelser fra de pårørende. Det er korrekt, at Eddy Lopez’ mor bakkede avisen op. Eddy Lopez’ hustru appellerede omvendt til avisen om ikke at dække sagen.

Chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen afviser i et skriftligt svar til Berlingske kritikken:

»Vi fandt, at det var nødvendigt at råbe den danske offentlighed op, sådan som Eddys egen mor bad os om. Og jeg er stadig ked af, at Eddy føler sig krænket af Ekstra Bladet«.

LÆS HELE INTERVIEWET HER