Hver sommer oversvømmes Danmark ifølge Dyreværnet af killinger, som ingen vil have. Dyrehjælpsorganisationerne får indleveret flere katte og killinger, end de har plads til. Derfor ender mange af kattene og killingerne som herreløse og risikerer at dø uden den rette hjælp.

Det er samme ærgerlige historie hvert år. Flere hundrede killinger risikerer at dø, når killingesæsonen for alvor går i gang til sommer, fordi der er flere killinger, end der er villige ejere. Og det frustrerer dyrlæge og direktør i foreningen Dyreværnet, som er en forening, der kæmper for at hjælpe dyr i nød. Deres udrykningstjeneste henter årligt mere end 500 dyr fra dyreværnssager, ligesom de også har pension til kæledyr.

»Hvert år oversvømmes Danmark af killinger, ingen vil have. Det er bare frustrerende, at de bliver født til et liv, som ingen vil tage sig af, for det kunne have været undgået,« siger Rikke Christensen-Lee.

Hun forklarer, at overfloden af uønskede killinger faktisk starter hos dem, som i forvejen har kat.

»Mange har ikke fået steriliseret deres kat, og når sommeren nærmer sig, bliver den pludselig drægtig. Og så havner mange af dem hos os, fordi folk pludselig ikke vil eller kan have dem længere,« siger Rikke Christensen-Lee.

Dyreværnet har plads til 54 katte i alt, men det er alt for få pladser i forhold til det massive pres, de oplever. Bare i sidste uge fik de indleveret 27 drægtige katte, forklarer direktøren.

Så når pladserne er fyldt op, kan foreningen ikke gøre mere end at henvise til andre steder. Men det kan få konsekvenser for de små killinger og deres mødre, forklarer Rikke Christensen-Lee.

»Hvis ikke vi eller en anden forening tager dem, så går de enten for lud og koldt vand, bliver syge og sulter eller taget af hunde. Vi har en no kill policy (politik om ikke at aflive raske, levedygtige dyr, red,) men andre steder er det jo det, der måske sker med dem,« siger Rikke Christensen-Lee.

Foreningen beder derfor nu almindelige mennesker om akut hjælp til de mange kuld killinger, der kommer hen over sommeren. Helt konkret leder de efter kærlige plejefamilier, som har mod på at tage imod den drægtige kattemor, og i 12 uger efter at gøre killingerne klar til nye hjem og et kommende liv som kæledyr.

»Det handler om at give moren et godt sted at føde og et roligt miljø for killingerne. Vi her med på sidelinjen med instrukser til, hvordan man gør killingerne til gode kæledyr, ved f.eks. at vænne dem til børn, støvsugere, fjernsyn, og det at blive håndteret. For det er de muligheder, vi kan ikke give dem på internatet,« siger Rikke Christensen Lee.

Det er frivilligt arbejde at være plejefamilie for en kat og killingerne, men Dyreværnet dækker alle omkostninger. Killingesæsonen kører helt frem til efteråret, men det er primært i sommermånederne, der er særligt behov for plejefamilier, fordi mange er forhindret grundet ferie.

Derudover er der en række krav, som man skal opfylde, før man kan komme i betragtning til at hjælpe en kattefamilie. Blandt andet skal du bo i kørselsafstand fra Rødovre og have bil, ligesom du heller ikke må have kæledyr i forvejen.

»Vi har oplevet, at familier pludselig må levere kattene tilbage, fordi de ikke kan sammen med familiens hund. Det er synd og stressende for alle. Derudover er vores erfaring, at killinger en gang i mellem bliver syge. Står man med en syg killing fredag aften, skal vi selvfølgelig kunne tilse den, men vi er kun to dyrlæger, og vi har ikke ressourcerne til at køre hele landet rundt. Så jeg forstår godt, at folk studser over kravene, men det er for at sikre dyrene nogle ordentlige vilkår,« forklarer Rikke Christensen-Lee.

Efter de 12 uger kommer moren og killingerne tilbage til internatet for et endeligt sundhedstjek og vaccinering. Derefter kan man købe kattene for 1000 kroner.

Har du mulighed for og mod på at være plejefamilie for et kuld killinger og deres mor, så kan du kontakte Dyreværnet for nærmere information på e-mail: internatet@dyrevaernet.dk.