Hvis ikke andre zoologiske haver efterspørger dem, må dyreunger i Odense Zoo lade livet på grund af pladsmangel.

Der har været gang i dyrefødslerne i år i Odense Zoo, som er blevet beriget med både små giraffer, tigerunger og en lille stribet tapir-unge. Men der er ikke altid plads til de nye dyr, så i værste fald risikerer de at blive aflivet. Det skriver fyens.dk.

- Vi forsøger at komme af med dem til andre zoologiske haver, men hvis det ikke lykkes, er vi nødt til at aflive den. Så bliver de brugt som løvefoder, fortæller Nina Collatz Christensen, teamleder for formidling i Odense Zoo, til fyens.dk.

Et af de truede dyr i øjeblikket er en ung, indokinesisk sikahjort. Den har ikke fået tilbudt en plads i en anden zoologisk have, og det paradoksale er, at sikahjorte i naturen er en truet art.

- Men vi kan ikke bare sætte den ud i naturen, fordi den slet ikke kan klare sig i det fri, forklarer Nina Collatz Christensen.

Aflivningen af hjorteungerne sker dels af pladshensyn, dels fordi man ikke kan bruge Zoos dem til avl, da man så risikerer indavl.

Det er dog langt fra alle dyreunger i Odense Zoo, der ender som foder for rovdyrene. Generelt er dyreunger herfra i høj kurs i zoologiske haver i hele Europa. Det gælder for eksempel de to nye girafunger samt afkom efter havens to sibiriske tigre. Havens tre nyfødte tiger-trillinger døde desværre for nylig, men Nina Collatz Christensen er overbevist om, at der igen kommer tigerunger i haven.

Hun siger også, at Odense Zoo ikke har tænkt sig at sætte en stopper for de mange dyrefødseler, selvom de kan blive nødt til at aflive nogle af ungerne.

- Vi kunne godt give dem p-piller, men det er en vigtig del af formidlingen at vise dyreunger frem, og desuden er de en berigelse for dyrene, lyder det fra Nina Collatz Christensen.