Skræmmende og forkasteligt, siger Rikke Christensen-Lee fra Roskildes dyreinternat, om stigningen i antallet af kæledyr, som i en forfærdelig tilstand bliver smidt ud i naturen.

I tolv af Dyrenes Beskyttelses dyreinternater modtager man rigtig mange kæledyr, som er i en forfærdelig tilstand. I øjeblikket især katte og killinger, hunde og andre kæledyr, hvis ejere smider dem ud til en ukendt skæbne.

Dyr split

- Folk kan finde på at sætte deres kæledyr af foran dyreklinikker, tog- og tankstationer, og i skoven. Vi finder også mange dyr i grøften ved vejkanten, siger dyrlæge Rikke Christensen-Lee.

Killinger i pose

I løbet af det seneste par dage har de modtaget fire marsvin, der blev fundet bag en tankstation. To killinger smidt væk i plasticpose, en kat, der kun var et skelet med hud på, fire dødssyge killinger, der havde mider i øjne og ører. De blev fundet i en papkasse smidt ved en skraldespand. En hund var blevet efterladt, bundet med en tøjsnor, udenfor en dyrelægeklinik.

- Dyrene generelt er i dårligere stand, når vi får dem ind i år end tidligere år. Der er en del af dem, vi får ind ad døren, som vi afliver med det samme, fordi de er så slemt tilredt. Det er skræmmende, at ejerne kan finde på at handle på den måde, siger hun.

Dyr split

I et af internatets lokaler befinder de herreløse hunde sig, og de kigger nysgerrigt op. Blandt dem er hunden Steve, som Rikke modtog i sidste uge. Steve boltrer sig med noget legetøj. Han er blevet klippet og vasket og virker som en sund og rask hund med søde store øjne, men hvis man går tæt på, kan man se, at hans tænder er pilrådne. Stanken breder sig.

Han er et af de mange dyr, som er blevet efterladt i en grim tilstand.

Skal måske aflives

- Steve var bundet med en tøjsnor foran en dyreklinik. Han var i meget ulækker tilstand, da vi fik ham ind. Han havde tis og lort smurt over det hele. Hans pels var filtret, og han havde sår på øjnene. Han har formentlig levet af rester fra menneskeføde, siger dyrlægen.

Dyr split

Det koster 10.000 kroner at få rykket tænderne ud på Steve. Det har dyreinternatet ikke råd til.

- Vi håber, vi kan finde en familie til ham, ellers bliver vi nødt til at aflive ham, siger hun og aer ham.

Travl sommer

De mange syge dyr, som de får ind, betyder en kraftig belastning på alle Dyrenes Beskyttelses tolv internater.

- Det koster organisationen rigtig mange penge. Vi gør alt for at passe, pleje og give dyrene den bedste behandling, og vi har ekstra travlt denne sommer med at tage os af de mange dyr, siger dyrlægen.

Dyrlægen opfordrer dyreejere til at tage sig af deres dyr på en ansvarlig måde

- Pas nu på jeres dyr. Hvis ikke I vil have dem eller kan have dem, så kom af med dem på en ansvarlig måde, så dyret ikke bliver udsat for unødvendig lidelse.

I 2013 havde Dyrenes Beskyttelse udgifter for næsten 11 millioner kroner alene til dyrlægebehandling, oplyser organisationen.

Fakta:

Det er ikke gratis hverken af aflevere eller afhente dyr på internatet. Til gengæld har alle dyr fået et dyrlægetjek, er vaccinerede, og voksne katte er neutraliserede.

Priseksempler:


Hund (uanset størrelse og alder): 2.500 kr.
Køb af to katte/killinger på samme tid: 1.500 kr.
Marsvin: 80 kr.
Kanin (kastreret han): 300 kr.
Modtagelsesgebyr - hund til bortformidling: 950 kr.
Modtagelsesgebyr - neutraliseret og id-mærket kat til bortformidling: 550 kr.
Modtagelsesgebyr - ikke-neutraliseret og umærket kat til bortformidling: 1.350 kr.
Kilde: www.dyrenesbeskyttelse

Dyr split