Verdens største cirkus 'The Ringling Brothers & Bailey Circus' har besluttet at udfase elefanter fra deres show, og fra 2018 vil de ikke længere have noget elefant-nummer, skriver nyhedsbureauet AP.

Herhjemme forsvandt elefanterne fra Cirkus Benneweis sidste år, og hos Dyrenes Beskyttelse håber biolog Michael Carlsen, at flere danske cirkusser følger trop.

»Det er fuldstændig unødvendigt at have elefanter i fangenskab - især i et cirkus,« siger Michael Carlsen.

Et af problemerne er, at elefanterne er indespærret under mere trange forhold, end det er tilladt i forhold til zoologiske haver:

»Man giver cirkus mere snor,« siger biologen.

»Derudover transporterer man rundt med dem, og at skulle vænne sig til nye omgivelser hele tiden, det stresser dyrene – det er stressende for alle dyr, men endnu mere for vilde dyr som elefanter,« siger Michael Carlsen.

Dyrenes Beskyttelse har i mange år kæmpet for at få indført et forbud mod elefanter og andre vilde dyr i cirkus, som man ser det i andre europæiske lande som bl.a. Holland og England. I 2008, hvor den nuværende lovgivning blev besluttet, lykkedes det dog ikke organisationen at sikre flertal for sagen i arbejdsgruppen bag.

»De kommer til at forsvinde fra cirkus over en periode. Antallet af cirkusser, der bruger elefanter, falder støt og roligt,« siger Michael Carlsen.

Hos Cirkus Arena, der er det eneste cirkus i Danmark, der har deres egne elefanter, forventer turnechef Klaus Jochumsen ikke, at elefanterne forsvinder i en nær fremtid.

»Står det til os, skal vi have elefanterne, indtil de skal pensioneres,« siger han, og spørger, hvad der skal ske med de eksisterende cirkus-elefanter, der er opvokset i fangenskab, hvis ikke de længere må optræde i manegen:

»Hvis ikke vi skal have elefanter, hvad skal vi så stille op med dem, vi har? De har altid levet i fangenskab, for cirkuselefanter skal ifølge loven være født i fangenskab med to generationer bag sig.«

»Cirkus, dyr og artister hænger sammen. Det er en stor del af oplevelsen, at der er elefanter, heste og hunde i cirkusforestillingen, og vores dyr har altid levet under ordentlige forhold,« siger Klaus Jochumsen.

Cirkus Arena har tre elefanter på 16-20 år, og turnechefen forventer, at de bliver 70-80 år.