Dyre biler eller helikoptere. Fantasien er stor, når konfirmander skal transporteres fra kirken og hjem til festen. Flere præster sætter nu en stopper for udviklingen.

Foråret er over os, og dermed også sæsonen for konfirmationer. Det er en dyr begivenhed for de fleste, men nogle holder sig ikke tilbage, når de fremtidige voksne skal fejres. Ferrarier og helikoptere er nogle af de transportmidler, som konfirmanderne bliver hentet i, når de kommer ud fra kirken i deres stiveste puds.

Men flere præster har fået nok af udviklingen og opfordrer forældre til at lade de dyre vaner blive hjemme, når konfirmanden skal fragtes fra kirken, skriver DR.

Peter Lind er sognepræst, og han er én af de præster, der har fået nok:

»Hvis der er nogen, der gerne vil hente konfirmanden i en rød Ferrari, så beder jeg om, at den holder ude på den offentlige vej og ikke lige foran kirken,« siger han til DR.

Problemet med de dyre biler foran kirken er, at der bliver gjort stor forskel på konfirmanderne, og det er ikke meningen, mener sognepræsten.

»Man kan forestille sig, at der er nogle konfirmander, som ikke bliver hentet på den måde, som bliver kede af det. Det er jo ikke den fornemmelse, man skal stå med efter konfirmationen«, siger han.

Han bliver bakket op af sognepræst ved Bredballe Kirke ved Vejle, Lisbeth Frøkjiær:

»Det er alles dag, og der er ikke nogen, der skal skille sig ud og træde særligt frem,« siger hun til DR.

Det er ikke kun konfirmandens transportmiddel der kan være dyr. Ifølge en Gallupundersøgelse lavet for Nordea koster en konfirmation gennemsnitligt knap 30.000 kroner.