5000 kr lige ned i foret, lover Statens Naturhistoriske Museum, hvis du fanger et filmklip af den formodede ulv, som menes at være set i Thy Nationalpark tidligere på ugen.

Det lykkedes nogle fuglekiggere at få nogle fotos af dyret, som de så i parken. Billederne er uskarpe, men flere eksperter vurderer, at der kan være tale om en ulv, da proportionerne på dyret matcher ulvens, samt halen vender nedad, som man oftest ser på ulve, når de bevæger sig. Hunderacer, der minder om ulven, har oftest halen i vejret.

Alligevel mangler eksperterne yderligere beviser, førend de vil konkludere, om der er tale om en ulv eller en hund.

- Vi ved endnu ikke med sikkerhed, om det er en ulv, så derfor er vi meget interesserede i at få nogle levende billeder, så vi bedre kan se, hvordan den bevæger sig. Ulven har en helt særlig hoppende måde at bevæge sig på, som adskiller sig  Det er jo en stor sensation, hvis det er en ulv, der er kommet til Danmark. Det har vi ikke haft i 200 år, siger zoolog fra Statens Naturhistoriske Museum Mogens Trolle til bt.dk.

Derfor opfordrer han nysgerrige i området til at tage ud i parken og se, om de kan få et glimt at rovdyret. Hvis der er tale om en ulv, antager man, at den har vandret ca. 500 kilometer fra grænsen mellem Polen og Tyskland til Danmark. Det er ikke unormalt, at en ulv begiver sig ud på en lang vandring, og selvom den hurtigt kan bevæge sig ud af landet igen, mener Mogens Trolle godt, at vi kan nå at se mere til ulven:

- Typisk opholder et rovdyr sig fire-fem dage i træk i samme område. Så den kan absolut stadig godt være i Thy, siger han.

Det satser folkene i Nationalparken også på. Derfor har de sat fotofælder op og lagt råt kød ud, så de kan få et billede af dyret, hvis den skulle bide på byttet.  

Hvis man mangler noget at tage sig til i efterårsferien, er der altså en helt unik chance for at se en vild ulv, samt tjene 5000 kr ved at fange dyret på video. Statens Naturhistoriske Museum understreger dog, at man både skal tage levende billeder og almindelige billeder, samt fotos der illustrerer, hvor man befinder sig.

Selv om ulven har ry for at været et farligt rovdyr, skal man dog ikke lade sig skræmme. I Sverige, hvor ulven lever vildt, har man ikke oplevet dødsfald pga ulven i knap 200 år. Der skal nemlig en del til, før en ulv går til angreb. Så længe man lader være med at jagte den, forsøge at klappe den eller provokerer den, er ulven nemlig mere sky for mennesker, end vi er for den.

- Det er meget sjældent, at ulve går til angreb. Man skal naturligvis ikke trænge den op i et hjørne, men man kan sagtens iagttage den fra afstand, siger Mogens Trolle. 

Hvis du får billeder af ulven, kan du sende dem til biolog ved Statens Naturhistoriske Museum Anders Drud Jordan. Mail klippet og/eller billeder til: adjordan@snm.ku.dk