Politirazzia i frikirke får kirkeledere op af stolene. Domprovst og formand i Danske Kirkers Råd Anders Gadegaard kalder opførslen ‘uanstændig’.

Ikke kun kirkegængerne i den internationale frikirke Redeemed Christian Church of God på Amager er kritiske over søndagens politirazzia. Her mødte fem betjente fra politiets såkaldte Udlændigekontrolgruppe op i civil uniform og krævede, at samtlige kirkegængere vidste identifikationspapirer.

Udgangen blev spærret, og toilettet gennemsøgt, og flere har over for BT beskrevet betjentenes opførsels som ‘truende og aggressive’.

Sagen har nu fået flere i de kirkelige kredse op af stolen. Blandt andre domprovst ved Vor Frue Kirke i København, Anders Gadegaard.

- Det er et overgreb på de mennesker, at man på den måde går ind og ødelægger deres gudstjeneste, siger Anders Gadegaard.

I søndagens BT kaldte politiet aktionen ‘helt efter bogen’ og forsvarede sig med, at de troede, det var et ‘forsamlingshus for afrikanere’. Det  anede ikke, at der lå en kirke på stedet, og at det var en gudstjeneste, der var i gang. Men Redeemed Christian Church of God, der hører under Pinsekirken, har siden 2010 optrådt på listen over godkendte trossamfund, og kirken er også registreret på adressen.

- Hvis ikke de på forhånd vidste, at det var en kirke, så er de dummere, end politiet tillader. Det må vi gå udfra, at de ikke er, så derfor er den en helt uanstændig og umenneskelig opførsel. Jeg har selv hørt fra folk på stedet, at betjentene blot meddelte, at de ikke troede på gud, men det betyder ikke, at den slags hverken kan eller skal foregå i kirkerummet, mener domprovsten.

Han er samtidig formand i paraplyorganisationen for danske kirker og frikirker, Danske Kirkers Råd, og her vil han snarest muligt tage sagen op og senere drøfte den med politiet.

- I Danmark er der ingen tradition for, at politiet møder uanmeldt op i kirkerne, og det skal der ikke være. Jeg har aldrig hørt om noget lignende! Jo, sagen med Brorson Kirken. Vi har et fint samarbejde med politiet, og sådan skulle det gerne fortsætte, siger Anders Gadegaard.

Men i paraplyorganisationen for danske kirker og frikirker, Danske Kirkers Råd, ryster formanden Anders Gadegaard på hovedet af politiets håndtering af sagen.