Hvorfor spilder vi egentlig altid kaffe, når vi henter en kop på arbejdet og går tilbage til vores plads eller henter take away kaffe på gaden?

Det har ingeniørerne Hans Mayer og Rouslan Krechetnikov fra University of California i USA sat sig for at undersøge. Det skriver Videnskab.dk.

Forskerne har ifølge Videnskab.dk lavet undersøgelser af folk, som går med en kop kaffe. De har bedt folk om både at koncentrere sig om ikke at spilde og at gå almindeligt. Og de har lavet forsøgene med forskellige ganghastigheder og med forskellige mængder kaffe i koppen.

Forsøgene viste, at de fleste spilder kaffen efter 7-10 skridt. hvis man koncentrerer sig, kan man gå et par skridt længere, inden man spilder.

Det skyldes, at kaffen hurtigt begynder at skvulpe, når man starter med at gå, fordi man accelererer med koppen. Når man er kommet op et fart efter et par skridt, vil koppen naturligt bevæge sig et par centimeter op og ned med hvert skridt, og samtidig varierer dens fremadrettede hastighed rytmisk.

Netop den rytmiske frem-og-tilbage-bevægelse forstærker skvulperiet, så man til sidst spilder kaffen. Men forskerne fandt ud af, at der typisk skal lidt mere til.

Kaffen spildes nemlig i højere grad som følge af små, naturlige uregelmæssigheder i gangen. Vi er jo ikke robotter, så vores gang er ikke helt jævn, og det får kaffen til at skvulpe ekstra meget - og engang imellem skvulpe over, skriver Videnskab.dk.

Risikoen for at spilde øges en hel del, hvis gulvet er en smule ujævnt, eller vi bliver distraheret undervejs, netop fordi det giver ekstra skvulperi i koppen, hvor kaffen i forvejen er i svingninger.

Og vil man helt undgå at spilde, skal man ifølge forskerne bruge en blød, fleksibel kop eller en kop med indbyggede bølgebrydere. Hmm...


http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvordan-undgar-man-spilde-kaffe