Adam Holm, tidl. studievært på Deadline på DR, forfatter, historiker og klummeskribent i BT.
Adam Holm, tidl. studievært på Deadline på DR, forfatter, historiker og klummeskribent i BT. Foto: Bax Lindhardt

Her er mit brev til dig, der kørte ind i og dræbte min vens ven, Torben.

Du sidder et sted derude.

Måske i hovedstadsområdet. Måske længere væk. Du har dårlig samvittighed, svært ved at koncentrere dig, søvn får du ikke meget af, og du er blevet mere nervøs og opfarende.

Du reagerer på høje lyde og pludselige indtryk. Folk omkring dig er begyndt at se tegn på forandring, men de ved ikke hvad det skyldes.

Du ved, hvorfor du er plaget. Du har slået et menneske ihjel


De tror, at du måske arbejder for meget. Eller ikke har noget arbejde og er bekymret. Stress, siger de. Han lider af stress.

Du ved bedre. Du ved, hvorfor du er plaget. Du har slået et menneske ihjel.

For nylig kørte du over for rødt lys på Christmas Møllers Plads på Amager. Et grynet billede taget med mobilkamera viser, at du sad i en sort firehjulstrækker.

Der er både tyngde og hestekræfter i et sådant køretøj. Du påkørte en mand på cykel, som var på vej over for grønt. Han skulle mødes med en ven. Det, sørgede du for, ikke kom til at ske.

Manden, hvis liv du tog, har et navn. Torben. Han var far til to små børn. Han blev 41 år. Du lagde hans families tilværelse i ruiner. Forældrene er sønderknuste af sorg. Ulykken blev omtalt i noter, et par blomster blev lagt på åstedet, og så rullede hverdagen ellers videre.

Et medmenneske af kød og blod blev slået ihjel, fik sit hoved slået i stykker. Hvorfor? Det ved kun du.

Adam Holm

Måske var du vred over et eller andet, måske uopmærksom, fordi du også skulle tjekke din mobiltelefon. Det kan også være, at du kørte hurtigere, end du måtte, fordi du lige ville nå over krydset, mens lyset endnu var gult.

Det har du sikkert klaret mange gange før. Bare ikke den aften. Din bil ramte cyklisten, som blev smidt brutalt op i luften og ramte vejbanen med hovedet først.

Du hastede afsted. Du skulle bare væk i en hulens fart. Det var jo ikke med vilje, sagde du til dig selv. Hvad fanden bilder han sig også ind sådan at cykle ud foran dig. Du vidste med det samme, at den var gal. Helt gruelig gal. Ellers var du ikke stukket af.

En mand lå tilbage på asfalten. Hans cykel foran ham. Du skulle ikke nyde noget. Du myrdede et vildt fremmed menneske på åben gade.

Morder?! Jeg er sgu da ikke morder!, siger du. Slap af. Bandemedlemmer, som render og likviderer hinanden, er mordere. Det er jo ikke dét, jeg er skyldig i, slår du fast.

Adam Holm

Når du skal stive dig selv af, banker du hånden ned i bordet og råber ’Ja, ja! Det er sgu da noget lort, men ham cyklisten bærer altså også et ansvar. Han skulle have kigget op i stedet for blindt at stole på det grønne lys. For fanden, alle må vise hensyn!’. Sådan siger du.

Torben kan ikke svare for sig. Han er væk. Det er uigenkaldeligt for alle andre end de, som elskede ham og husker, hvordan han talte og så ud. Jeg mødte for nylig en af hans venner. Han var ulykkelig, mærket af det tab det er, når en person, man kender og holder af, pludselig er væk.

Du slukkede et menneskes liv og havde ikke modet til at stoppe op. Du vidste, at det var forkert og flygtede fra dit ansvar. Du er en kujon, fej i enhver betydning af ordet.

Du er et menneske, der viser os, hvad denne tid desværre rummer til overflod: rå og skamløs egocentri. ’Mig selv, mig først, mig alene’. Men det var ikke dig, der lå tilbage og mærkede livet forsvinde. Det var en anden. Glem det aldrig.

SMS

Hitter på Facebook