Vent lidt med at bestille drømmerejsen eller en håndværker til at fikse taget. Du kan nemlig først for fingre i dine efterlønspenge til foråret.

Hvis du vil omsætte dine efterlønspenge til en sommerferie eller et nyt køkken, må du væbne dig lidt med tålmodighed.

Pengene bliver nemlig først udbetalt til foråret.

Efter valget i september er efterlønsordningen reelt afskaffet, og det får mange familer til at drømme om ferie eller forbedringer af boligen. Efterlønsreformer er på vej. Det er kun et spørgsmål om tid, før lovforslaget bliver fremsat i Folketinget.

Læs også:

De, der vælger at melde sig ud af ordningen, kan dog først for fat i pengene til foråret.

Det oplyser Finansministeriet ifølge dagbladet Politiken.

Det skyldes praktiske hensyn efter valget, og at a-kasser og andre skal have tid til at orientere om lovændringer og konsekvenser for den enkelte. Læs også:

Men rejsebranchen glæder sig allerede. Her er man nemlig overbevist om, at mange danskere vil bruge pengene på en rejse.

- Da SP-pengene blev udbetalt, gav det charterbranchen et boost. Vi er overbeviste om, at det vil gentage sig, når efterlønspengene bliver udbetalt.

Det siger salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling, som også afslører, at selskabet vil lave en målrettet kampagne, der går efter efterlønspengene.

Han mener ikke, finanskrisen vil ødelægge rejseglæden. 

- Vi har haft en forfærdelig sommer - nærmest med regntid, og de seneste to vintre har vi haft istid i Danmark. Derfor er der en appetit på ferierejser, og jeg tror, den bliver øget. Der er en tendens til, at vi rejser, selv om vi passer lidt mere på pengenen, siger han til bt.dk.

Direktør i Finanshuset, Kim Valentin, mener dog, at krisen stikker dybere denne gang. Derfor vil vi heller ikke bruge alle pengene på forbrug denne gang. 

- Pengene vil blive brugt til afdrag på gæld, rejser, at få lavet taget og en ny bil. Det er nok fifty-fifty. Men der er formodentlig flere, der holder på pengene denne her gang, end da SP-pengene blev udbetalt i 2009, fordi krisen stikker dybere i denne omgang, siger han til Politiken.

Han tilføjer, at det især er folk omkring 40 og nedefter, der kan have fordel af at hæve pengene. De, der er årgang 1956-1960
skal derimod tænke sig godt om. Det kan nemlig godt være, det er en fordel for dem, at lade pengene stå.

Finansministeriet vurderer, at der bliver hævet 17 milliarder kroner. Potentielt er det helt op til 60 milliarder kroner, der kan hæves.

En helt ny undersøgelse fra A-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, viser imidlertid, at kun hver tredje vil have deres efterlønsbidrag udbetalt. Af dem er det kun 16 procent, der vil omsætte pengene i forbrug. Resten vil spare pengene op eller afvikle gæld.

Organiationen mener derfor ikke, at efterlønsmilliarderne vil give den forventede kickstart af økonomien.