På de sociale tjenester deler vi både, hvad vi spiser til aftensmad, hører på MP3-afspilleren, ser i fjernsynet og hvor langt, vi løber. Ifølge eksperter handler det om langt mere end blot selviscenesættelse. Vores data er blevet en lukrativ forretning.
Den sang, du har lyttet til på Spotify. Den digitale bog, du har vendt en side i. De serier, du tygger dig igennem på Netflix. De artikler, du læser på nettet. De steder, du besøger og tjekker ind på med mobilen. Og det spil, du klikker tommelfingeren træt på med spilkonsollen.
Listen over tjenester, der maler et billede af dit digitale liv, er lang.
Delingen af, hvad du gør, synes om og foretager dig lige nu, er flyttet ind i et væld af teknologier og tjenester på internettet. Og hver gang, man klikker »ja« og »accepter« til at dele ud af sine valg på nettet, bidrager det med en lille brik til det digitale puslespil, som medvirker til at fortælle, hvem man er, skriver Berlingske.
Ifølge Stine Gotved, cybersociolog og lektor på IT-Universitetet i København, handler mulighederne for at dele dels om selviscenesættelse og dels om, at det er blevet sværere at navigere og sætte grænser op for de forskellige tjenester, der vil udstille folks liv.
»Man har altid prøvet at stille sig selv i det bedste lys. Og hvor man tidligere snakkede om det at være online og offline som to adskilte ting, er de i dag smeltet sammen. Derfor er det også meget naturligt, at vi fremstiller os selv positivt på Facebook, Instagram og de andre medier i kraft af de ting, vi deler. Musikken, vi lytter til, fortæller noget om din livsstil og din identitet,« siger hun.
Selviscenesættelsen er dog kun den ene side af sagen ifølge cybersociologen. Godt nok deler folk meget, men det handler i lige så høj grad om, at det er blevet sværere at skille de forskellige tjenester ad. Flere og flere konti samkøres med eksempelvis Facebook, når man opretter sig som bruger – og understøtter direkte deling her fra andre tjenester. Det er derfor blevet sværere for brugerne at navigere i, hvad de deler.
Der har den seneste tid være ekstrem megen fokus på, om den gavmilde deling på tværs af sociale netværk på internettet fortæller lidt for meget om, hvem man er. Ligesom der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig følger med i, hvilke data der bliver delt.
Ifølge Stine Gotved kan der da også tales om en nuværende modbevægelse mod at dele ud.
»Hvor vi i begyndelsen var mere eksperimenterede og nærmest på ekspedition og skulle prøve mulighederne af, er vi nærmere begyndt at opføre os som egentlige brugere,« siger Stine Gotved, der ser flere og flere eksempler på, at folk eksempelvis opretter en sekundær Facebook-konto, som så bruges til at koble sammen med de andre tjenester som spil, Spotify, Netflix og så videre.
Det sker, fordi de ønsker, at deres »normale« konto forbliver fri.
Der findes allerede i dag et væld af internettjenester, der er gratis at anvende og bygger deres forretninger netop på opsamling af data med henblik på at målrette reklamer bedre. Det er ikke blot de kendte sociale netværk som Facebook, Twitter, Instagram og mange flere, der arbejder ud fra den model. Flere af de produkter, folk bærer rundt på, får indbygget teknologi, der netop handler om at gøre dem mere intelligente og dermed også kunne opsamle flere data, som brugeren deler herfra.
Et af de mere hypede felter i prognoserne for udnyttelse af teknologien fremadrettet går under betegnelsen »internet of things«. Det rummer produkter af alle mulige slags – fra kaffemaskiner og hjertemålere til biler og andre smarte enheder – der bliver forbundet til nettet og giver nye muligheder for at indsamle og dele information. Ifølge analysevirksomheden Gartner, der følger den teknologiske udvikling, vil det marked vokse til 26 milliarder enheder i 2020 svarende til næsten 30 gange flere end i 2009.
Når selskaberne bag de mange teknologier og tjenester på internettet satser på at levere muligheder til brugerne for at dele, hvad de foretager sig lige nu, med hvem, hvor, og hvad de egentlig synes godt om, har de da også en klar interesse i det.
Det forklarer Hans Tosti, der rådgiver virksomheder i brug af sociale medier og arbejder med kommunikation på tværs af medieplatforme hos social media softwarevirksomheden Komfo.
Det er selskabernes mål at komme til at kende brugeren så indgående som muligt, fordi det giver mulighed for at målrette opslag, anbefalinger og reklamer mere præcist. For verdens største sociale netværk, Facebook, handler det om at skabe så komplet et billede af folk som muligt. Det sker blandt andet ved, at selskabet benytter tjenester, som taler sammen ned det sociale netværk og fortæller, hvad brugerne ser på film- og TV-tjenesten Netflix, hører på musiktjenesten Spotify, eller hvor langt de løber med sportappen Endomondo.
»Al vores gøren og laden, alle de film, vi ser, det er udveksling af data. Vi giver Facebook viden om os, og vi får et mere relevant »news feed« til gengæld. Det er hele omdrejningspunktet for Facebooks forretningsmodel. Facebook er verdensmester i vores adfærd, og den viden stiller selskabet til rådighed for andre virksomheder, som så også hjælper med at opbygge den viden blandt andet ved at koble deres tjenester sammen med Facebook,« forklarer Hans Tosti.
»Det hele handler i bund og grund om, hvordan man får puttet menneskelig data på matematiske formler, som så kan indgå i Facebooks algoritmer,« siger Hans Tosti og henviser til en af Facebooks store forretningshemmeligheder – nemlig hvordan selskabet bruger teknologien til at tilpasse det indhold, brugerne bliver præsenteret for.
Der er generelt blevet vækket en større opmærksomhed om, hvordan de data, folk afgiver ved at dele deres interesser og gøremål i sociale tjenester på nettet, bliver anvendt af selskaberne bag tjenesterne. Det er især sket over det seneste års tid, dels med afsløringerne af overvågningsskandalen, der brød ud i USA i forsommeren med historier om efterretningstjenesten NSAs omfattende adgang til data i internettjenester, og dels med langt mere synlige eksempler på, hvordan delte informationer anvendes i reklameøjemed.
Ifølge Pernille Tranberg, der rådgiver om digital identitet gennem sit firma Digital Identitet, mangler der dog fortsat indsigt i, hvad det er for et puslespil, der kan samles om folk ud fra de oplysninger, de deler via de mange forskellige internettjenester. Mange har vanskeligt ved at se det fulde perspektiv med hensyn til, hvad de faktisk kan anvendes til, fordi opsamling af data kun lige er begyndt.
»Vi befinder os fortsat i begyndelsen af en ny æra, hvor vi betaler med vores data for at bruge tjenesterne, der enten er »gratis« eller meget billige. Vi ved, hvad 100 kr. er, men vi ved reelt ikke, hvad vores data er værd, hvad er et CPR-nummer, din seksuelle orientering eller dit søgemønster for eksempel værd. Mit bud er, at vi betaler for meget,« lyder det fra Pernille Tranberg.
Derfor er hendes råd, at man generelt betragter det som et offentligt rum, når man anvender internettet og eksempelvis deler oplysninger på sociale medier og netværk, uanset hvilke enheder man gør det fra. Man skal ikke forvente, at man kan være helt privat – og bør være bevidst om, at den hastige udvikling på området betyder, at anvendelsen af opsamlede data kan se helt anderledes ud om blot få år.
