DSBs togdrift gav underskud på 2,71 milliarder

Uden milliardtilskuddet fra den danske stat havde DSB sidste år et underskud på togdriften på 2,71 milliarder kroner. Venstre kalder det en skandale og vil privatisere nogle af de passagertunge strækninger.

En oversigt fra Transportministeriet viser, at DSB uden milliardtilskuddet fra den danske stat sidste år havde et underskud på togdriften på 2,71 milliarder kroner.  Med andre ord er det en kæmpe underskudsforretning for DSB at køre tog kun baseret på billetindtægterne. Det skriver BT torsdag.

»Det er ikke mindre end en skandale, at DSB stort set ikke er i stand til at lave penge på nogen strækninger overhovedet,« siger Venstres DSB-ordfører Martin Geertsen (V).

Selv strækninger med en masse passagerer giver overraskende nok store underskud, ifølge oversigten.

På strækningen på tværs af landet mellem København og Aarhus, hvor togene er proppede med mennesker, var underskuddet sidste år på 439 millioner kroner. Og S-togene i hovedstadsområdet - der har over en million mulige passagerer - gav et underskud på 935 millioner kroner i 2012.

»Det undrer mig især helt gevaldigt, at DSB ikke har været i stand til at lave penge på S-togene, hvor der er lave omkostninger og mange passagerer. Vi må på et kommende samråd have transportministeren til at gå lidt mere i dybden med de her tal,« siger Martin Geertsen.

DSBs kommunikationsdirektør Lars Kaspersen fortæller, at tilskuddet fra staten afspejler den togdækning og serviceniveau, der ønskes fra statens side.

»Vi arbejder hele tiden på at være mest muligt effektive. Det vil sige, at vi skal drive en sund og effektiv virksomhed ud fra de vilkår der er sat på trafikkøber,« siger han.

Til foråret skal DSBs kontrakter genforhandles, og de borgerlige partier ser gerne, at DSB afhænder nogen af de passagertunge strækninger til private togselskaber.

DSB har i år været gennem en større sparerunde, og de første tre kvartaler har vist et overskud på 304 millioner kroner, men det er inklusiv milliarderne fra staten.