PR-bureauet Waterfront har mod betaling fra DSB forsøgt at ændre politikeres holdning til den statsejede virksomhed, og det bør munde ud i et lobbyregister, lyder det fra medieforsker.

DSB har betalt flere millioner kroner til PR- og lobbybureauet Waterfront, og de penge er blandt andet blevet brugt på at forsøge at ændre Dansk Folkepartis holdning til den statsejede virksomhed.

Det afslørede TV Avisen torsdag aften, og det giver anledning til at overveje et lobbyregister i Danmark, lyder opfordringen fra lektor ved RUC Mark Ørsten, der forsker i kommunikation, journalistik og medier.

- Det er det første konkrete eksempel på, at lobbyisme er en væsentlig spiller i Danmark, og at lobbyvirksomheder forsøger at vende politikeres holdninger. Det viser tydeligt, hvor mange redskaber en moderne virksomhed er villig til at bruge i sit strategiske arbejde for at sikre sig selv mod offentlig kritik og for at gennemføre sin politiske dagsorden, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Et lobbyregister fungerer på den måde, at man som virksomhed registrerer sig som lobbyfirma i en database, og så skal man efterfølgende registrere, hvilke politikere, man holder møde med og om hvad. Så har borgerne mulighed for at gå ind i databasen og se, hvem der har været med til at påvirke de politiske beslutninger.

I sagen om DSB viser det sig ifølge interne mails, TV Avisen er kommet i besiddelse af, at det er lykkedes Waterfront at omvende Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen (DF).

- Vi har arbejdet med at flytte Kim Christiansen fra at være modstander af DSB til aktiv medspiller, og det er lykkedes, står der i mailen fra Waterfronts direktør, Lars Poulsen, til den nu suspenderede underdirektør i DSB, Peter Nedergaard Nielsen.

Selvom trafikordføreren hævder, at hans holdning til DSB ikke er blevet ændret via møder med Waterfront, understreger Mark Ørsten, at det i og for sig er ord mod ord.

- Hvis der nu havde været et lobbyregister, så kunne vi have gået ind og undersøgt nærmere, hvor mange møder, hvem har holdt med hvem og hvornår og hvordan. Så ville der være mulighed for at have en rigtig debat og ikke bare den mudderkastning, der foregår nu, siger lektoren.

Mark Ørsten kalder det »suspekt«, at DSB har forsøgt at påvirke politikerne via Waterfront. For det vides ikke, om de politikere, der har talt med PR-bureauet, ved, at firmaet er betalt af DSB, og at det derfor i virkeligheden er DSB, der har forsøgt at påvirke dem.

TV Avisen afslørede desuden, at Waterfront har lavet profiler på højtstående transportpolitikere i Folketinget for DSB. Det fremgår blandt andet, at »DSBs ledelse har et løbende behov for at få kortlagt det politiske landskab, således at navigationerne kan foretages optimalt«.

- Det taler helt klart endnu mere for et lobbyregister. Den form for interessepåvirkning har behov for at komme frem i lyset, så magten kan komme over på den folkelige side, siger Mark Ørsten.

I januar besluttede Folketinget ikke at indføre et lobbyregister på trods af, at USA har et meget detaljeret et af slagsen, og at både EU og OECD anbefaler, at deres medlemslande har et sådan register.