Togene begynder nu for alvor at blive fyldt af juleglade danskere.

- Det er årets største rejsdag, der for alvor går i gang nu. Det største pres varer frem til en 17-18-19 stykker i aften, siger DSBs trafikinformationschef Tony Bispeskov til bt.dk.


LÆS OGSÅ:



Tidligere på dagen forlød det, at man ikke forventede de store afvigelser fra køreplanen, og den spådom ser stadig ud til at holde stik.

- Hvis det fortsætter på den her måde, så får vi en rekordhøj rettidighed i år, fortæller Tony Bispeskov.

På Københavns Hovedbanegård vælter det lige nu ind med forventningsfulde danskere slæbende på julegaver og tøj til juledagene. Men ifølge trafikinformationschefen foregår det hele i en god tone.

- Jeg har lige været nede på perronen, og der er en god stemning dernede, siger han.

Selvom travlheden nu for alvor rammer DSB, så er der stadig mulighed for at sikre sig en plads i togene.

- Har man endnu ikke sikret sig en pladsbillet, så er der stadig enkelte tog, der stadig har ledige pladser, fortæller han.

Ifølge Tony Bispeskov så vil presset på togene aftage efter kl. 19 i aften.